Det er Østrig om igen

Aftenens VM-modstander minder om EM-modstanderen Østrig, der voldte Danmark store problemer

Andy Schmid har været en af den danske ligas store profiler, men i aften er han dansk håndbolds værste modstander som en del af det schweiziske VM-hold. (Foto: Anders Brohus)
Andy Schmid har været en af den danske ligas store profiler, men i aften er han dansk håndbolds værste modstander som en del af det schweiziske VM-hold. (Foto: Anders Brohus)

I åbningskampen ved EM i januar voldte værtsnationen Østrig Ulrik Wilbeks tropper store problemer i den danske 33-29-sejr. Det samme kan Schweiz gøre i aftenens VM-kvalifikationskamp i Brøndby Hallen.

- Det er fuldstændig samme historie som mod Østrig, siger assistenttræner Peter Bredsdorff-Larsen til ekstrabladet.dk og fortæller her om det schweiziske mandskab:

- Det er ikke noget ekstraordinært og nyskabende spil, Schweiz kommer med, men de er knivskarpe til det, de kan, og de minder rigtig meget om EM-modstanderen Østrig, hvor man tænkte ’hvem er nu det?’ og ’ham har jeg da ikke set før’.

- Nej, det har man ikke, men de kan godt, og Flensburg fik jo for eksempel en overraskelse mod dem, siger Peter Bredsorff og henviser til Flensburgs overraskende nederlag i Europa Cup’en mod Kadetten Schaffhausen, der nåede finalen mod Lemgo - og leverer en række af de toneangivende spillere på holdet.

Stjerne fra den danske liga
Holdets store stjerne er dog playmakeren Andy Schmid, der i den seneste sæson har været en af den danske ligas store stjerner som playmaker i BSV, før han efter denne sæson skifter til den tyske storklub Rhein-Neckar Löwen.

På det punkt er der også en pendant til Østrigs playmaker Viktor Szilagyi, der var Østrigs store stjerne ved EM.

- Schmid er toneangivende og tager virkelig meget ansvar, men hele holdet kæmper og spiller med hjertet. Og de kan både dække defensivt og offensivt. Den anden aften gennembankede de Østrig med ni mål med et offensivt forsvar, og de har spillet nogle gode defensive kampe mod Tyskland i marts, hvor de bl.a. spillede uafgjort.

- Det er et ganske fint hold, men også et hold, som hvis man udtog begge hold til en træningslejr og udtog det bedste hold derfra, ville der være langt, langt flere danskere end schweizere, siger Peter Bredsdorff-Larsen til ekstrabladet.dk.

Danmark-Schweiz i aften kl. 20.15 på TV 2.

0 kommentarer
Vis kommentarer