Mikkel Hansen klar til ostehøvl

Mikkel Hansen tester ny træner og hjemmebane i VM-gyseren mod Schweiz

Mikkel Hansen skal bombe mod Schweiz. (Foto: Ole Steen)
Mikkel Hansen skal bombe mod Schweiz. (Foto: Ole Steen)
Det handler om landsholdet og en billet til VM-slutrunden i Sverige.

Men Mikkel Hansen benytter også kvalkampen mod Schweiz til at teste sin kommende hjemmebane.

I morgen vil 4300 tilskuere fylde Brøndby Hallen. Og sådan vil det ifølge Kasi-Jesper Nielsen også blive, når AG København inviterer til håndbold- og familiefest i den kommende sæson.

Oven i købet styrede Mikkel Hansens kommende chef, Klavs Bruun Jørgensen, angrebstræningen fredag i Brøndby.

Tættere kan den 22-årige skytte ikke komme på en prøvekørsel af sine nye omgivelser på Vestegnen.

– Det tegner utroligt spændende med dette AG-projekt, og selvfølgelig bliver det ekstra sjovt at indsnuse noget af stemningen i den store hal allerede nu, konstaterer Mikkel Hansen.

Efter at have instrueret i diverse former for back-kryds o.a. siger Klavs Bruun Jørgensen om sin egen og landsholdets storspiller.

– Mikkel virker knivskarp og i rigtigt godt humør. Han ligner simpelt hen en mand, der har truffet den rigtige beslutning ved at forlade Barcelona til fordel for AG.

– Jeg forstår stadig ikke, hvorfor Barca gav Mikkel så lidt tid på banen. Hos os vil han virkelig føle sig velkommen og få en stor rolle.

Vi hører til ved VM
Det har storskytten allerede på det relativt nykonstruerede landshold. Understreget af hans 14 mål i ugens to test-opgør mod Island.

Mikkel Hansen:

– Jo, jeg føler mig godt spillende. Det gælder heldigvis også de andre på landsholdet. Min klare fornemmelse er, at alle mand er veloplagte og topmotiverede.

– Jeg kan også dårligt forestille mig en VM-turnering uden dansk deltagelse. Derfor er det vigtigt med massiv opbakning på min kommende hjemmebane.

Nemlig – schweizerne skal ha’ oste-høvl.
0 kommentarer
Vis kommentarer