Mikkel Hansen med et twist af rock & roll

Mikkel Hansen blev fulgt af smarte modeller, da han blev præsenteret i AG København, og det er i samme stil, at holdet vil fylde Brøndby Hallen til hver kamp

AG København drømmer om at fylde Brøndby Hallen med mere end 5000 tilskuere til hver hjemmekamp. Og hvordan det skal foregå fik man et lille indblik i, da den storsatsende klub onsdag eftermiddag hentede landsholdsspilleren Mikkel Hansen hjem fra FC Barcelona.

Med godt 50 samarbejdspartnere bænket i en ellers gabende tom hal blev lyset dæmpet. Til lyden af bokseintroen "Let's get ready to rumble", trippede først en bikinimodel ind efterfulgt af tre lidt mere tildækkede skønheder, dog alle klædt i tøj fra den nye tøjsponsor Hummel.

Under affyringen af en gigantisk bordbombe med røde og blå serpentiner luntede en lidt forlegen Mikkel Hansen så ind i hallen i sit vante dovne trav iført guldsko og sort spillerdragt med neongrønne aftegninger.

- Spillerne kan ligeså godt vænne sig til det, for sådan vil de blive præsenteret til hver hjemmekamp, siger direktør i AG Håndbold, Søren Colding.

Han erkender, at der skal meget til for at lokke folk fra København ud at se håndbold, der traditionelt har været en tv-sport i hovedstadsområdet. Så hen over sommeren går han i gang med at bygge sponsornetværket yderligere op. Derudover skal han sammen med spillere og ledere rundt i storcentre og dele gratis billetter ud.

- Får vi dem først ind, så kommer de også igen. Det handler om at underholde før, under og efter kampen, siger han.

Tøjsponsoren Hummel bliver en aktiv medspiller i at "bringe coolness, sexiness og rock & roll ind i håndboldverdenen", som Hummel-ejer Christian Stadil formulerede det.

Og Hummels Corporate Marketing Manager, Henning Nielsen, fortæller, at tilskuerne kan forvente lidt af hvert.

- Vi vil ind og fortælle historier. Til nogle kampe vil der være modeshows med swimsuits i pausen og andre gange med smart børnetøj.

- Vi går efter personlighed, og klubben er lidt den frække dreng i klassen. Se bare på trænerne, Søren Herskind og Klavs Bruun, det er to rebel legends (navnet på en tøjserie, red.), siger han.

Ud over at ville fylde hallen til hver kamp, er AG Københavns mål at blive dansk mester i næste sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer