GOG næsten klar med redningsplan

Om godt to uger skal økonomisk pressede GOG have godkendt en redningsplan, som skal sikre klubben. Der skal hentes to-tre millioner før tophåndbold er sikret

Her har en af GOG godt fat i en modstander, sådan skulle det også være nu for regnskabschefen (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Her har en af GOG godt fat i en modstander, sådan skulle det også være nu for regnskabschefen (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)

Om godt to uger bliver den økonomiske situation i GOG afklaret. Inden for få dage indkalder den pressede fynske håndboldklub således til en ekstraordinær generalforsamling, hvor klubbens bagland skal godkende en kommende redningsplan. Det kom frem på mandagens generalforsamling.

- Vi regner med, at vi så kan fremlægge en plan, som sikrer tophåndbold på Fyn på både kort og lang sigt, siger kommerciel chef Jacob Jørgensen.

Klubben fremlagde et underskud for det seneste år på 7,7 millioner kroner. Men en nylig aktieudvidelse og en positiv påvirkning af kapitalen på grund af ejerskabet af kvindeholdet i Odense GOG, betyder, at det beløb, der skal sikre klubben er langt mindre.

- Uden at jeg kan komme det nærmere, står vi og mangler to-tre millioner kroner. De penge skal findes ved nye investorer, men vi har allerede en del tilkendegivelser og betingede tilkendegivelser, siger Jacob Jørgensen.

Han håber, at der på sigt kan skabes en positiv egenkapital i størrelsesordenen to millioner kroner, så der er mulighed for at indgå nye kontrakter forud for den kommende sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere