Kolding kæmpede sig til uafgjort

Et flot comeback i anden halvleg sikrede Koldings håndboldherrer et enkelt point, da de spillede lige op med spanske Ademar Leon i Champions League

Kolding fik et point mod Ademar Leon. (Arkivfoto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Kolding fik et point mod Ademar Leon. (Arkivfoto: Jesper Nørgaard Sørensen)

Det var kampen om tredjepladsen i pulje D, da Koldings herrer var på besøg hos spanske Ademar Leon i deres femte kamp i Champions League. Og på trods af en dårlig start fra danskerne, formåede de alligevel at hente et point hjem til sidst med 30-30.

Ademar Leon er berygtet for at være stærk på hjemmebane, og det viste holdet så sandelig også i lørdagens kamp. Kolding havde i første halvleg svært ved at holde hjemmeholdets spillere, som til gengæld ikke havde de mindste problemer med at få sendt bolden ind over mållinjen. Og det var i forsvaret, at Kolding havde de største problemer. For stor afstand mellem spillerne og manglende aggressivitet i midtzonen bragte spanierne foran med 18-15 ved pausen.

Kolding gjorde det betydeligt bedre i anden halvleg, hvor angrebsspillet langsomt blev bredt ud til fløjene, og sikkerheden blev fundet frem i afslutningerne. Kolding havde mulighed for at hive sejren i land i det sidste minut, hvor de både var i overtal og i angreb, men med et sjusket forsøg på en indspilning til stregen missede muligheden for sejr. I sidste sekund måtte målmand Anders Petersen tilmed redde det uafgjorte resultat med en vigtig redning

Det uafgjorte resultat sikrer Kolding en fortsat tredjeplads i puljen og særdeles gode chancer for at komme videre til næste runde i Champions League.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere