Ny scoring mod kriseramt håndbold

TV2 vil skrue ned for dækningen af håndbold. Det betyder, at klubberne i fremtiden vil få endnu større økonomiske problemer

Det kan blive vanskeligere for håndboldklubberne, når TV skruer ned for varmen (Foto: Anders Brohus)
Det kan blive vanskeligere for håndboldklubberne, når TV skruer ned for varmen (Foto: Anders Brohus)

'Man sparker ikke til nogen, der ligger ned'. Sådan lyder en uskreven regel, men håndboldsporten er åbenbart ikke omfattet af den. For med kæmpe millionunderskud hos adskillige klubber ligger håndboldklubber i det ganske land i øjeblikket ned, og nu lægger TV2 an til et potentielt ødelæggende spark.

Tv-stationen betaler i øjeblikket 40 millioner kroner om året til håndbold for både rettigheden og pligten til at levere en massiv håndboldeksponering. Men når tv-aftalen udløber i 2011 vil virkeligheden se anderledes ud. Det varslede TV2’s sportschef Frederik Lauesen i mandagens udgave af Jyllands-Posten.

- Jeg tror, at vi er interesseret i at sende én kamp om ugen. Lige nu sender vi alt for meget håndbold. Det er udelukket, at der er så mange kampe på TV2 efter 2011, lyder den for håndboldsporten dystre prognose.

Hvis det går, som Frederik Lauesen prædiker, så står håndboldsporten med et kæmpe problem. Den enestående eksponering bruger eksempelvis SK Aarhus’ direktør og pengemand Søren Broberg Johansen som løftestang, når han skal sælge sponsorater.

- Når vi sælger sponsorater, så bruger vi selvfølgelig tv-argumentet. Det er ikke de 1500 tilskuere til kampene, der gør, at en virksomhed går ind i håndboldsporten - det er tv-eksponeringen. Håndbold er i dag et godt produkt, fordi det bliver vist på TV2 og dermed har væsentlig flere seere end eksempelvis en kamp i SAS Ligaen. Bliver dækningen markant mindre, vil det få en negativ effekt både økonomisk og for håndboldinteressen generelt, siger SK Aarhus-direktøren.

Det kan ende med, at håndboldrettighederne lander hos en af de deciderede sportskanaler. Men her er publikummet mindre og helt anderledes sammensat, understreger Jeppe Madsbad Lauritzen, nordisk direktør i sponsorbureauet Promovator.

- Håndboldklubberne har solgt deres sponsorater på, at eksponeringen er bred. På nichekanalerne er det kun husarerne, der kigger med. Jeg er sikker på, at sponsorer som supermarkedskæderne Spar og Superbest vil foretrække, at deres sponsorater rammer bredt i befolkningen, siger han.

Det er ikke kun Spar og Superbest, der har det ønske. Det gælder også for it-virksomheden KMD, som er hovedsponsor for både Aalborg DH og kvindeholdet hos FCK Håndbold.

- Det er vigtigt for os at ramme bredt, og derfor har vi været glade for især damehåndbold. På TV2 er det hr. og fru Danmark, der ser håndbold. Begge køn er repræsenterede, og der er børn og bedsteforældre bag skærmen. Hvis håndbolden forsvinder fra en landsdækkende kanal, så må vi vurdere situationen til den tid. Men det er klart, at et snævrere publikum og en mindre eksponering betyder, at man som sponsor må vurdere, om sponsoratet har samme effekt, siger Hans Henrik von Platen-Hallermund, der er salgs- og marketingsdirektør hos KMD.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere