FCK til tælling i Champions League

Svagt spil og sensationelt nederlag lægger stort pres på Anja Andersens tropper inden de sidste tre puljekampe - sikker sejr til Aalborg DH

Carmen Ameriei blev FCK-topscorer med seks mål, men hun var også en dyr dame i angrebsspillet. (Foto: Steen Wrem/Polfoto)
Carmen Ameriei blev FCK-topscorer med seks mål, men hun var også en dyr dame i angrebsspillet. (Foto: Steen Wrem/Polfoto)

FARUM (ekstrabladet.dk): Det kan ikke ses på hverken spil eller resultater, at FCK's håndboldkvinder vil vinde Champions League. Tværtimod er det et åbent spørgsmål, om Anja Andersen's hold overhovedet går videre fra den indledende pulje.

I sidste spillerunde tabte FCK skuffende i Larvik, og det blev endnu værre, da Buducnost fra Montenegro gæstede Farum Arena.

Puljens formodet svageste hold vandt sensationelt 25-22, og dermed er der lagt massivt pres på FCK-staben før de tre resterende kampe.

- Det er ikke tilfredsstillende at tabe på hjemmebane. Nu er puljen helt åben, konstaterede FCK-direktør Thomas Hylle, mens Anja Andersen og de andre tabere stadig - må man gå ud fra - græmmede sig i omklædningsrummet.

Mangler to udekampe
Hylle pegede på den lave score som det største problem - men i modsætning til normalt sporedes også rådvildhed og placeringsvanskeligheder i FCK-forsvaret. Men det VAR meget skidt med angrebsspillet, der var usammenhængende og urytmisk.

Carmen Amariei scorede sine mål (6/3). Men rumæneren var uhyre dyr i drift og forhindrede ofte reelt sammenspil i kraft af sine solo-baserede indslag.

Hos montenegrinerne var højrebacken Katarina Bulatovic med en fortid i Slagelse udslagsgivende med otte mål.

Sikker sejr til Aalborg
FCK mangler at møde Larvik (hjemme), Dinamo (ude) og Buducnost (ude) i Champions League Gruppe D.

I Gruppe B lever Aalborg DH stadig efter en vigtig sejr i dag over Metz, der for nylig var involveret i den dramatiske kamp mod Hypo Niederösterreich, hvis træner Gunnar Prokop løb på banen og stoppede et Metz-kontraangreb kort før tid i 27-27-kampen.

Den slags metoder var der ikke brug for i dag, da hjemmeholdet hurtigt bragte sig foran og via 17-12 ved pausen vandt med 31-24.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere