Når landsholdsveteranen Lars Christiansen efter 14 år i Flensburg/Handewitt og Bundesligaen til sommer krydser grænsen, bliver den nye klubadresse ’et sted i Jylland’.
Efter det smertefulde brud med sin ’håndboldkone’ Christina Roslyng er forudsætninger for tilbagevenden pludseligt blevet vendt på hovedet.
Således var der en ellers stående aftale mellem ægteparret og Don Ø om, at de kom hånd i hånd til FCK.
Efter separationen er denne naturligvis blevet annulleret.
– Jeg skal spille videre et sted tæt på Frederik på snart fire år, fortæller Lars Christiansen til Ekstra Bladet.
Få muligheder
Efter flere måneder bryder den 37-årige venstre fløj tavsheden omkring den lille families opløsning.
– Nej, vi bor ikke sammen mere, siger Lars Christiansen.
– Jeg har fortsat et rigtig godt forhold til Christina. Vi har været sammen så sent som i weekenden, siger Lars Christiansen, hvis ekskone har slået sig ned i Juelsminde sammen med deres fælles søn.
Så Kolding, Fredericia, Århus og Bjerringbro/Silkeborg er de mest nærliggende muligheder.
– Mit krav om at komme tæt på Frederik udelukker på forhånd nogle muligheder, siger Lars Christiansen, der bag sit fortsat glade væsen ikke kan skjule, at separationen har sat sine spor.
Et sted mellem fem og syv kg forsvandt hos den veltrænede spiller, men kiloene er småt ved at vende tilbage.
Lars Christiansen føler selv, at han ved at komme tilbage til ’overfladen’ og genvinde sin gamle spilleglæde.
Velovervejet beslutning
– Allerede inden bruddet ville jeg tilbage til Danmark for at få mere tid til familien, så beslutningen om at stoppe i Flensburg/Handewitt er velovervejet.
– Jeg er fuldt afklaret og har fået det bedre og bedre med, at det er snart slut.
– Det er trods alt en tredjedel af mit liv, at jeg har spillet i Flensburg, siger Lars Christiansen, der helst vil have sin fremtid på plads inden afrejsen til EM i Østrig i januar.
Venstrefløjen regner selv med, at der er to-tre år mere i ham, selv om han stærkt nærmer sig 40, fed og færdig.
– Jeg føler også, at jeg har noget at give min nye klub, siger Lars Christiansen.
Klar til ny karriere
– Det er ikke kun ved at spille videre for fuld blæs, at jeg kan bidrage. Jeg vil også dele ud af en lang erfaring.
– Selv om jeg kommer hjem, er det min plan at spille videre på landsholdet. Der er ingen aktuelle planer om at stoppe.
– Jeg er langtfra mæt, og jeg glæder mig allerede til EM i Østrig, hvor vi efter min opfattelse må regnes blandt favoritterne, siger Lars Christiansen, der er i fuld gang med at forberede livet efter den aktive karriere.
Således vil han i næste uge melde ud, at han bliver partner med sin mangeårige ven, spilleragent Christian Henriksen.
Ud over at have spillere som Lars Jørgensen, Lars Krogh Jeppesen med flere i ’stalden’ driver han Kaos Booking, der bl.a. sælger billetter til Flensburgs hjemmekampe.
Også landsholdskollega Jesper Jensen vil træde ind i firmaet, som ved samme lejlighed får nyt navn.