Olsen spillede sin sidste chance

Den målfarlige playmaker hænger i en tynd tråd til VM-truppen, men viste fremgang mod Montenegro

Olsen er på vippen (Foto: René Schütze)
Olsen er på vippen (Foto: René Schütze)

AALBORG (ekstrabladet.dk): Morten Olsen er en af de spillere, der er i farezonen for at blive sorteret fra Ulrik Wilbeks VM-trup, når han mandag skærer truppen ned fra 18 til 16 spillere.

Men lørdag i opvisningssejren mod Montenegro spillede den målfarlige playmaker sin sidste chance og var tilfreds med udbyttet, selvom han kun kom på måltavlen to gange selv.

- Jeg kan ikke gøre så meget mere. Jeg skulle vise det, jeg står for, og at jeg kunne sætte noget godt angrebsspil op for hele holdet, styre spillet og lave så få fejl som muligt. Og så give det alt, hvad jeg kan, fordi det er sidste kamp, jeg skal spille. Den skulle bare have en over nakken, sagde Morten Olsen til Ekstra Bladet efter lørdagskampen.

Se mere:

Se også: Skræmmende dansk opvisning

Morten Olsen ser altså ud til at have spillet sin sidste kamp i weekendens firenationers-turnering, mens Bo Spellerberg og Rasmus Lauge får lov at styre spillet i dagens kamp mod Slovenien efter at have siddet over henholdsvis lørdag og fredag.

- Jeg synes, det gik rigtig godt. Jeg synes egentlig også, det gik godt mod Tunesien, jeg fik bare ikke scoret på mine skud. Spillemæssigt gik det godt, men mod Montenegro gik det endnu bedre, siger Morten Olsen.

Han er pt. nummer tre på topscorerlisten i den tyske Bundesliga - efter Hans Lindberg og Anders Eggert - men har ikke fået vist sine evner som skytte i de to landskampe.

- De dækkede lidt offensivt, og så var der ikke så meget plads. Til gengæld var der plads til alle mulige overgange. Jeg spillede det, som virker, og som giver de bedste chancer. Det er sådan, vi skal spille, lød forklaringen fra Hannover-spilleren, der næste sæson skifter til franske St. Raphaël Var.

0 kommentarer
Vis kommentarer