Knudsen: Kiel har et ekstra gear

- Det er ufatteligt gode spillere på alle pladser, AG København skal udfordre, siger Flensburg-stregspilleren

Foto: Ole Frederiksen
Foto: Ole Frederiksen

Michael V. Knudsen er ikke ét sekund i tvivl om favoritværdigheden i dagens Champions League-brag mellem AG København og Kiel.

- Hvis tyskerne blot nærmer sig toppen af ydeevnen, vinder Kiel kampen. Det er ganske enkelt ufatteligt gode spillere på alle pladser, AG København møder i Brøndby, siger den rutinerede Flensburg-stregspiller, der gennem adskillige sæsoner har duelleret med Kiel-stjernerne.

Knudsen føjer til, at Kiel har et ekstra gear og på langt de fleste parametre viser verdensklasse.

- Det gælder i målet, kontrafasen og i det etablerede angrebsspil. Det er kun Kiels forsvar, som jeg vil betegne som forholdsvis ordinært, når vi taler om absolutte tophold.

I følge Michael V. skal AG København som udgangspunkt først og fremmest koncentrere om én ting.

- Kiels kontraspil er i særklasse. Det skal stoppes. Men det nemmere sagt end gjort, for det er altid dét, vi taler om i Flensburg, når der er nordtysk derby, bemærker Michael V. Knudsen.

Uanset styrkeforholdet i Brøndby, fryder stregspilleren sig over AG Københavns fremtrædende position i den indledende CL-pulje.

- Det er fedt, at et dansk hold endelig kan gøre sig gældende i toppen, lyder det fra Knudsen, der i dag selv må nøjes med en Bundesligakamp i Melsungen.

I indeværende sæson er Flensburg ikke kvalificeret til Champions League.

0 kommentarer
Vis kommentarer