Danmark får ikke værtskabet for herre-VM i 2017. Det besluttede det internationale håndboldforbund IHF's rådsforsamling torsdag.
Værtskabet går i stedet til Frankrig, som var den eneste medansøger. Franskmændene søgte også om værtskabet i 2015, men det gik i stedet til Qatar, og det har måske spillet ind i afgørelsen.
Dansk Håndbold Forbund (DHF) håbede ellers, at man med den kommende multihal i København og Jyske Bank Boxen i Herning havde to attraktive haller, der sammen med dansk organisationstalent og erfaring med kvindernes slutrunder kunne have overbevist IHF-toppen om at satse på Danmark.
Norge var også interesserede i værtskabet i 2017, men nordmændenes ansøgning blev sendt for sent og deltog derfor ikke i afstemningen.
Danmark søgte allerede for år tilbage om at få VM her i 2011, men det løb Sverige med, og siden satsede man fra dansk side mere på at trække en EM-slutrunde til landet.
Vil søge igen
Det lykkedes, da Danmark i september sidste år fik tildelt værtskabet for europamesterskaberne i 2014 i hård konkurrence med Kroatien og Ungarn.
Ifølge generalsekretær Morten Stig Christensen har DHF ikke opgivet håbet om at få lov at arrangere et verdensmesterskab på herresiden, og derfor har Danmark allerede nu tilkendegivet, at man søger igen, når det gælder VM i 2019.
Det er 33 år siden, at Danmark sidst har lagt halgulv til en herreslutrunde. Det skete, da der blev afholdt VM i 1978.
Der er i øvrigt også udpeget en værtsnation for kvindernes VM i 2017. Det viste sig at være en langt nemmere opgave, for Tyskland var eneste ansøger og derfor selvskrevet.
Dermed følger Tyskland efter Danmark i arrangørrækkefølgen, idet Danmark har fået kvinde-VM i 2015.