De kom egentlig bare for at blive nummer syv, men nu er det langt fra sikkert, at de kan nøjes med det.
Efter fem sejre på stribe ved VM i kvindehåndbold har Danmark spillet sig i en position, hvor det er tilladt at håbe på medaljer. Ja, faktisk skal holdet spille sig blandt de fire bedste, mener DR's håndboldekspert Jakob Vestergaard.
- Hvis vi slår en streg i sandet lige nu og kigger på, at vi står over for Japan i en 1/8-finale og Angola i kvartfinalen, så må kravet være en semifinale.
- Du får nok ikke nogen på holdet til at sige det, for de vil helst tage en kamp ad gangen. Men for os udefra er det en gylden mulighed for at sætte Danmark på det internationale håndboldlandkort igen, siger Vestergaard.
Det er da også som om, at de mange skader inden slutrunden har givet Danmark lidt ekstra kredit på karma-kontoen.
Perfekt slutrunde
Ikke nok med, at holdet fik en favorabel lodtrækning og havnede i en overkommelig indledende pulje. Resultaterne i de øvrige grupper har også flasket sig, så man i stedet for som ventet at møde Montenegro altså står over for Angola i en kvartfinale.
- Det har været en helt perfekt slutrunde indtil nu. Vi har været lidt heldige, men vi har også været dygtige.
- Kim og Jan har håndteret det rigtigt fint og har fået meget ud af mange spillere. Der er jo ikke mange, der snakker om Camilla Dalby eller Rikke Skov hernede, fordi afløserne har gjort det så godt, siger Vestergaard.
Danmarks kamp mod Japan spilles som de foregående fem VM-opgør i São Bernardo do Campo, og kamptidspunktet er 20.15 dansk tid.