SÃO BERNARDO (ekstrabladet.dk): Sverige er presset før gruppefinalen i morgen mod Danmark.
I dagens gyser i São Paulo tabte svenskerne nemlig til Kroatien med 26-27, og dermed har Sverige brug for en sejr mod Danmark for at blive blandt de to bedste i gruppen og formentlig slippe for at møde Frankrig eller Brasilien i ottendedelsfinalerne.
Omvendt betyder det, at Danmark - forudsat, at holdet besejrer Elfenbenskysten senere i aften - kan tillade sig at tabe med to mål til Sverige og stadig blive nummer et i gruppen.
Se også: Hvem er lækreste VM-babe?
Gruppesejren er vigtig, fordi det vil betyde en formodet let modstander i ottendedelsfinalen i form af enten Tunesien eller Japan.
Sverige hang bagefter i det meste af kampen og kom efter 12-14 ved pausen bagud 14-19, inden de begyndte at hente ind på de indtil da velspillende kroater.
FCM-skytten Linnea Torstenson var svenskernes helt store spiller med et hav af mål fra distancen, men svenskerne manglede til gengæld bredde i angrebet og ikke mindst redninger fra keeperne.
Desuden blev et par tabte overtalsperioder dyre for svenskerne, der ellers havde forsvarsdirigenten Johanna Wiberg tilbage efter skade. Hun holdt dog kun tre kvarter, inden hun blev sendt på tribunen med et rødt kort efter tre udvisninger.