Rigmand kan blive SK Aarhus' redning

En aarhusiansk pengemand vil hjælpe SK Aarhus til at finde nye sponsorer, så en konkurs kan undgås.

Selv om bestyrelsen for SK Aarhus i mandags meddelte, at man ikke længere havde økonomi til at videreføre klubben, er konkursbegæringen ikke indgivet endnu.

Og det behøver den måske heller ikke at blive, for i sidste øjeblik har en mulig redningsmand meldt sig på banen.

Det drejer sig ifølge sporten.tv2.dk om Claus Hommelhoff, der er medejer af investeringsselskabet Formuepleje og desuden er formand for basketballklubben Bakken Bears.

- Det er fantastisk, men redningen er ikke på plads. Det betyder, at vi venter til på fredag, hvor vi har sat en ny deadline for en løsning, siger SK Aarhus' bestyrelsesformand, Erik Hedegaard, til sporten.tv2.dk.

Claus Hommelhoff har angiveligt ikke tænkt sig at dække hele hullet i klubbens økonomi, men vil trække på sit netværk i forsøget på at bevare damehåndbolden i Danmarks næststørste by.

- Havde du spurgt mig til en eventuel redning i mandags, havde jeg sagt, du var en tosse, siger Erik Hedegaard om den uventede håndsrækning.