Chok over Anja

Serbiske veteran glæder sig dog til samarbejdet med Anja Andersen

Dane Sijan forbereder sig på en kvindelig træner. (Foto: Andreas Szlavik)
Dane Sijan forbereder sig på en kvindelig træner. (Foto: Andreas Szlavik)

Dane Sijan er ubestridt den, der har prøvet mest på det spæde Viborg-hold. Nu bliver den 34-årige serbiske keeper også en af de første mandlige håndboldspillere, der skal prøve at træne under Anja Andersens pisk!

Læs: Anja bliver træner i Viborg

– Jeg fik et chok, da du fortalte mig det. Jeg har intet hørt, men ved, at jeg skal være med på pressemødet fredag formiddag. Derefter tager jeg på tre ugers ferie hjemme i Serbien og Montenegro, fortæller Dane Sijan.

Ikke rystet
Målmanden er dog langtfra rystet af nyheden:

– Nej, nej. Anja Andersen er en god træner med store resultater i både Slagelse og FCK, og hun har udviklet damehåndbolden, så hvorfor skulle hun ikke kunne give os input, spørger serberen.

– Jeg er kun overrasket, fordi jeg ikke havde set det komme. Umiddelbart vil jeg sige, det er positivt, og så kan folk komme og sige, at hun kun har trænet kvinder. Men ved du hvad. Håndbold er håndbold – uanset om det er mænd eller kvinder, det handler om, så jeg ser det ikke som en begrænsning, siger Dane Sijan.

Ny positiv blæst
Når der er blevet plads til Anja Andersen, skyldes det bl.a., at klubben for nylig skilte sig af med klubbens mangeårige stjerne Morten Bjerre, der til sidst fungerede som spillende assistenttræner og var lovet en plads i klubben, når han gik på pension som spiller. Men for få uger siden var der ikke penge til at byde Bjerre på en ny aftale.

Avis: Viborg-spillere sure over Anja

Nu kommer Anja så, og Dane Sijan håber, det kan give ny positiv blæst om herreholdet – i dameklubben.

– Sidste sæson blev slået i stykker af mange skader, og vi ramte aldrig det niveau, vi burde. Der har også tit været snak om at skrue ned for herreholdet, men jeg har altså deltaget i DM-finaler med denne klub, og når man har været med til det sjove, så må man også være med i de lidt surere tider. Derfor forlængede jeg for et år siden, så jeg har kontrakt to år frem, og det gjorde jeg med hjertet, pointerer Dane Sijan.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere