Kasi-Jesper efter Barcelona-stjerne

AG København-ejeren har spurgt på dansk landsholdsspiller, der kan afløse René Toft i AG København

For 18 måneder siden var Jesper Nøddesbo så meget ude i kulden, som man overhovedet kan komme i FC Barcelona.

Stregspilleren blev kylet ud på tilskuerpladserne med klar besked: Du må meget gerne finde en ny klub at spille i. Du er ude af truppen.

Bekræfter henvendelse
Forrige søndag blev han så en af de store helte med otte scoringer i Champions League finale-sejren over de evige rivaler fra Ciudad Real, og nu kan FC Barcelona ikke komme hurtigt nok til forhandlingsbordet for at forlænge den kontrakt, der først udløber næste sommer.

- De ved, der er andre interesserede, og derfor har vi en aftale om at snakke sammen hurtigst muligt, siger Jesper Nøddesbo, der bekræfter, at han allerede har haft en henvendelse fra Kasi-Jesper.

AG København-ejeren skal bruge en stregspiller, når René Toft næste sommer flytter til THW Kiel.

Nødde-hjælp til AG!
- Det er et sindssygt spændende projekt, og jeg kan godt li', at de har så høje ambitioner, at de har viljen - og så også pengene til at forfølge de mål.

- Men først skal min kone og jeg have sat os ned og truffet en beslutning om, om vi vil blive ude - eller rejse hjem til sommer, siger Jesper Nøddesbo .

Det har været et forrygende år for jyden, der fra sin plads uden for truppen kæmpede sig tilbage, sluttede sæsonen sindssygt godt af, men tabte sidste års CL-finale, hvorefter Barca alligevel forlængede kontrakten med to sæsoner.

- I sidste øjeblik. Flyttevognen var bestilt, jeg havde en mundtlig aftale med Kolding, som Jens Boesen var så storsindet at se bort fra, da jeg fik en ny kontrakt med hjem på sommerferie, fortæller Jesper Nøddesbo.

Peaker lidt ekstra
Den dybe nedtur ramte selvværdet - men har kun gjort triumferne denne sæson endnu større.

- Fra at være helt ude af holdet fik jeg lov til at spille en afgørende rolle i finalesejren.

- Det er nok derfor, det peaker lidt ekstra for mig. De første nætter kunne jeg slet ikke sove, og det var ikke på grund af alkohol! Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg tænker tilbage på den søndag, siger to meter-manden.

- Jeg kom til Spanien for at vinde mesterskab og Champions League, og det er lykkedes nu. Vi vandt VM-sølv i januar, og jeg blev gift i lørdags og holdt fest i telt og fremragende vejr i sommerhuset ved Sunds Sø.

- 2011 har været et rigtig godt år, og det er svært at se, hvordan det skulle toppes.

- Jeg har også sagt til Rikke, at vi burde købe skrabelodder - vi kan jo ikke undgå at løbe med gevinsten med det held, vi sidder i!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere