Skov vil ikke pege fingre ad de andre

Rikke Skov mener, at den danske EM-nedtur var meget naturlig, fordi forberedelserne har været ramt af skader

Rikke Skov har endnu ikke gjort op med sig selv, om hun fortsætter på landsholdet efter EM. (Foto: Lars Poulsen)
Rikke Skov har endnu ikke gjort op med sig selv, om hun fortsætter på landsholdet efter EM. (Foto: Lars Poulsen)

I modsætning til mange af holdkammeraterne så Rikke Skov ud til at tage EM-nederlaget på 15-16 til Rumænien i kampen om bronzemedaljerne noget mere roligt. Hun virkede afklaret med det danske nederlag i en meget tæt kamp.

- Det er meget flad fornemmelse at komme i en semifinale og alligevel ende uden noget om halsen. Men vi mangler et ekstra lag, som gør, at vi kan ændre vores spil undervejs. De havde læst os godt, og vi kørte bare rundt i den samme gryde hele tiden, siger Skov.

Hun er ikke så overrasket over problemerne i angrebsspillet.

- På grund af skader har vi ikke trænet ret meget angreb inden turneringen. Mange af tingene er rettet til undervejs og nogle gange endda undervejs i kampene. Vi mangler noget stabilitet og sammenspil, og det så vi for alvor idag, siger den rutinerede bagspiller, som ikke vil udpege syndebukke efter nederlaget.

Mangler klogskab og rutine
- Jeg vil ikke pege fingre ad nogen. Jeg kunne også selv bare have sat mit sidste skud ind, så havde tingene måske set anderledes ud nu. Det er mest af alt klogskab og rutine, der mangler, og det må komme hen ad vejen. siger hun.

Aftalen mellem Rikke Skov og Jan Pytlick løb kun til og med dette mesterskab, og Viborg-spilleren har endnu ikke gjort op med sig selv, om hun vil fortsætte.

- Jeg skal feste lidt med holdet, så jeg tager da lige resten af i dag med. Men nu vil jeg hjem og få styr på min krop og hjælpe til i Viborg, og så må vi se, hvad jeg beslutter mig for, siger Skov.

- Jeg fik ikke det EM, jeg havde håbet på, fordi optakten blev ødelagt af en brækket finger og en dårlig skulder, og sådan en situation vil jeg ikke ud i igen.

Danmark sluttede som nummer fire.