Ny sejr til Wilbeks VM-aspiranter

Landstræner Ulrik Wilbek kunne lørdag glæde sig over endnu en dansk sejr ved Interwetten Cup i Østrig. Egypten blev besejret 30-26

Mikkel Hansen og drengene slog Egypten. (Foto: Jens Dresling)
Mikkel Hansen og drengene slog Egypten. (Foto: Jens Dresling)

De danske håndboldherrer tog lørdag endnu en sejr i forberedelserne til VM i januar. Med en sejr på 30-26 over Egypten i træningsturneringen Interwetten Cup i Østrig fik flere af Danmarks næstbedste spillere vist sig flot frem foran landstræner Ulrik Wilbek, der dog måtte se Jesper Nøddesbo udgå med en skade.

Efter en indledning, hvor flere af de nye talentfulde spillere, der blandt andre talte Henrik Knudsen fra tyske Emstetten og Bjerringbro-Silkeborgs Andreas Toudahl, havde svært ved at finde ind i kollektivet, fik danskerne for alvor samspillet til at fungere.

Fem hurtige scoringer i begyndelsen af anden halvleg gav danskerne en føring på 22-16, og de ellers så aggressive egyptere lignede et slagent mandskab. Til slut fik Egypten dog skabt spænding om resultatet

Danmark, der fredag besejrede Østrig med 39-22, møder søndag eftermiddag Kroatien i den sidste kamp ved firenationersturneringen i Graz.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere