Kroatiske stjerner på vej mod enden

På sidste vers: Alderen trykker på det succesrige kroatiske mandskab, der er vært ved VM i januar

GRAZ (Ekstra Bladet): Kroatiens store stjerne, Ivano Balic, er i gang med at genoptræne for at undgå en operation for en diskusprolaps.

Så heldig er storskytten Blazenko Lackovic ikke.

Den nye Hamburg-spiller skal 8. december en tur forbi en klinik i München for at gennemgå en lyskeoperation.

Håber på lægerne
VM-værternes dreamteam synes lige nu på vej mod opløsning kun halvanden måned før et storstilet verdensmesterskab, som skal promovere landet og blandt andet skaffe adgang til de bonede gulve i EU.

- Vores skæbne er lagt i hænderne på dygtige læger, stønner teammanager Ivica Udovieie.

- Ivanos genoptræning forløber planmæssigt, og hvis Blazenko Lackovic’ operation går efter bogen, kan han spille igen 14 dage senere.

Flere profiler væk
- Sådan gik det med to af jeres spillere, som har været samme sted, Lars Jørgensen og Lars Krogh Jeppesen.

- Vi kan ikke andet end holde vejret og håbe det bedste, siger Ivica Udovieie.

Teammanageren har allerede vinket farvel til markante profiler.

Fra holdet, som vandt VM i Portugal i 2003 og OL-guld i Athen 2004, er målmanden med det farverige hår, Vlado Sola, stoppet, og forleden blev højrefløjen og straffekastskytten Mirza Dzomba føjet til listen over frafaldende.

Han valgte nemlig at tage konsekvensen af kroppens forfald og indstille karrieren her og nu.

Alderen er nemlig ved at indhente kroaterne, som ellers havde en drøm om, at VM i januar -  der oven i købet er på hjemmebane - skulle være den store ’finale’ for et af de bedste landshold nogensinde på den internationale scene.

Afløsere på spring
- Heldigvis har vi dygtige afløsere på vej, siger Ivica Udovieie om det ’nye’ hold, der i Graz skal vise, at det er klar til at tage over efter de gamle stjerner.

Brødrene Tonci og Josip Valcic, veteranen Igor Vori og stortalentet Domagoj Duvnjak er nogle af dem, som skal vise, at hullerne er stoppet.

Det er ikke kun de skadede og frafaldne, Kroatien må undvære i denne weekend i Graz.

Finale mod Danmark
Således har Champions League-vinderen Ciudad Real blokeret for venstrehåndsskytten Petar Metlicic, der lige er vendt tilbage fra en skadepause.

Det kroatiske mandskab er på papiret lige så svækket som Ulrik Wilbeks tropper.

Alligevel er de to hold programsat til at spille finale i morgen i Stadthalle i Graz.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere