Ærgerligt pointtab for FCK Håndbold

Cecilie Leganger lyste op som den eneste, da FCK Håndbolds kvinder spillede uafgjort 22-22 med Budocnost i Champions League

Anja Andersen i gang med at undervise sine spillere i en omgang håndbold på sidelinien. (Foto: René Schütze)
Anja Andersen i gang med at undervise sine spillere i en omgang håndbold på sidelinien. (Foto: René Schütze)

Søndag viste FCK Håndbolds kvinder sig endnu en gang som et hold, der står uhyggeligt stærkt i defensiven, mens det omvendt kniber alvorligt med at lave mål.

Det skete, da københavnerne i Champions League-opgøret hjemme mod montenegrinske Budocnost spillede 22-22 efter 11-8 ved pausen.

FCK demonstrerede kampen igennem alt for rodet angrebsspil, og selv om træner Anja Andersen hele tiden byttede rundt i bagkæden, var der ingen af de hvidblusede, der for alvor satte sig igennem.

Særligt profiler som Nadine Krause og Tanja Milanovic havde sigtet indstillet helt forkert og tillod sig en lang stribe afbrændere.

Heldigvis for hjemmeholdet fik forsvaret dæmmet flot op for gæsterne, og så var der frem for alt Cecilie Leganger i målet.

Nordmanden leverede mange redninger og holdt på den måde københavnerne inde i kampen trods de offensive mangler.

Hun kunne dog ikke forhindre, at gæsterne mod slutningen barberede FCK's tremålsføring ned til et uafgjort resultat.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere