Viborg kom godt fra land

Viborg HK vandt med hele 37-24 over franske Metz i holdets første Champions League-opgave i denne sæson. God forsvarsindsats grundlagde sejren

Bojana Popovic blev holdets delte topscorer med sine seks træffere. (Polfoto)
Bojana Popovic blev holdets delte topscorer med sine seks træffere. (Polfoto)

Det er svært at se, hvem der skal kunne true Viborgs håndboldkvinder i denne sæson. I den hjemlige liga har holdet fejet al modstand til side, og billedet gentog sig, da jyderne lørdag på udebane mødte franske Metz i holdets første Champions League-kamp i denne sæson.

Viborg vandt opgøret med hele 37-24, og sejren blev først og fremmest grundlagt på solidt forsvarsspil.

- Jeg tror, at det var vores bedste forsvarspræstation i sæsonen indtil videre. Vi vinder kampen i starten af anden halvleg, hvor vi får lukket dem helt ned, sagde stregspilleren Lene Lund Nielsen, der ellers på forhånd gerne havde solgt kampen for en smal sejr.

Træner Jakob Vestergaard havde også på forhånd advaret sine spillere mod det franske hold, som dog viste sig at være nemmere at knække end forventet.

- Metz tabte simpelthen den mentale kamp stort i anden halvleg. Vi var pressede i det første kvarter, men da vi først kom i gang, fik de problemer med at score mål, sagde træneren, der uddelte roser til Bojana Popovic, Kristine Lunde og Lene Lund Nielsen.

Topscorere for Viborg blev Bojana Popovic og Grit Jurack med hver seks mål.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere