22-årig nordmand forstærker Ikast

22-årige Tonje Nøstvold har underskrevet en treårig kontrakt med Ikast-Bording. Den venstrehåndede spiller kan bruges på både fløj og back

Tonje Nøstvold kommer til Ikast-Bording efter sit gennembrud i Byåsen. (Foto: AP)
Tonje Nøstvold kommer til Ikast-Bording efter sit gennembrud i Byåsen. (Foto: AP)

Ikast-Bording fortsætter med at forstærke sig frem mod næste sæson.

Onsdag meddelte de ambitiøse midtjyder, at man har skrevet en treårig kontrakt med norske Tonje Nøstvold, der tiltræder efter OL.

Nøstvold kommer til Ikast fra Byåsen, og den 22-årige spiller, der kan bruges på både højre back og højre fløj, er enig med træner Kenneth Jensen i, at hun skal fortsætte med at udvikle sig i Håndboldligaen.

- Jeg skifter både klub og land for at udvikle mig som håndboldspiller. Ikast-Bording spiller på et niveau, der tiltaler mig i en liga, der er bedre end den norske. Jeg håber blandt andet at blive modnet gennem Europa Cup-kampe, forklarer Nøstvold.

Ud over Nøstvold har klubben tidligere forstærket sig med Mette Sjøberg fra FCK, Malene Dalgaard fra GOG Svendborg og Susan Thorsgård fra Silkeborg/Voel.