DHF truer Hummel: Stop nu!

Sagen om Hummels ageren under EM i håndbold får nu DHF til at true med et søgsmål, hvis ikke tøjfirmaet omgående indstiller deres aktiviteter i Norge

Christian Stadil og Hummel er fortsat under hård beskydning fra Dansk Håndbold Forbund. (Foto: Henrik Schütt)
Christian Stadil og Hummel er fortsat under hård beskydning fra Dansk Håndbold Forbund. (Foto: Henrik Schütt)

Patetisk, uetisk og dybt intellektuel injurierende.

Så hårde vendinger bruger Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse om tøjfirmaet Hummels bagatellisering af tvisten mellem de to parter.

DHF beskyldte tirsdag Hummel for, at de med deres markedsføring går landsholdets tøjsponsor Puma i bedene. Og nu er det nok.

- Hummel siger, de er i Norge for at pleje deres sponsorater af Polen og Montenegro. Men de henvender sig til de danske landsholdsspillere på deres hotel, og de sender sms-beskeder til dem om 'fest på stranden' og den slags, siger DHF's marketingschef Anna Grandt til ekstrabladet.dk.

De skal holde sig væk
- Det er klart, at vores sponsor Puma spørger os, om vi har en aftale med Hummel. I yderste konsekvens kan vi få en erstatningssag på halsen, hvis Puma føler, de har tabt en salgsindsats.

- Vi kræver derfor, at Hummel holder sig langt væk fra spillerne - og at de ændrer deres marketingsaktiviteter. De skal blandt andet fjerne kampagnen fra deres hjemmeside, som i sit formsprog signalerer, at Hummel sponsorerer det danske landshold. Ellers kan det ende i et søgsmål, siger hun.

Onsdag sagde Hummel-direktør Christian Stadil til ekstrabladet.dk, at han straks ville tage kontakt til DHF for at få redet trådene ud. Men det er tilsyneladende ikke sket.

- Hummel har på intet tidspunkt kontaktet holdledelsen i Norge på trods af, at man fra firmaets side i pressen har ytret, at man agtede at gøre dette øjeblikkelig, skriver DHF i sin pressemeddelelse.

Fortsat parasit-marketing
Forbundet anklagede forleden Hummel for parasitvirksomhed som følge af deres tilstedeværelse ved EM i Norge. Problemet er i korte træk, at det danske landshold bærer Puma-tøj, og at Hummel har signaleret et samarbejde med DHF, hvad der ikke findes noget af.

- I DHF er vi fortsat af den opfattelse, at vores modpart har dyrket parasit-marketing på herrelandsholdets goodwill, og vi forbeholder os stadig retten til et søgsmål mod firmaet.

- Dette på baggrund af vores generelle forretningsmoral, som naturligt indebærer, at vi ville have anvendt præcis samme fremgangsmåde, dersom en konkurrent til andre af vores samarbejdspartnere - eksempelvis Lauritz Knudsen - ville have forsøgt at profilere sig med samme uetiske metoder, skriver DHF.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere