Ære ikke nok for landsholdskvinder

De danske håndboldkvinder er stolte af at spille på landsholdet, men de vil også have kompensation for de ting, de ofrer. Skuffelsen over DHF er stor.

Josephine Touray mener, at afsavnene ved at være landsholdsspiller bør kompenseres. (Foto: Henrik Schütt)
Josephine Touray mener, at afsavnene ved at være landsholdsspiller bør kompenseres. (Foto: Henrik Schütt)

Det er en ære at repræsentere Danmark, men æren er altså langt fra nok. Håndboldkvinderne vil også betales ordentligt for tjansen i rødt og hvidt, siger den mangeårige landsholdsfløj Josephine Touray til Ritzaus Bureau.

- Vi ofrer meget. Det sker for eksempel på uddannelse, hvor mange eksamener på de videregående uddannelser ligger i december og januar, hvor vi er meget væk. Er man på landsholdet, må man selv få flyttet sine eksamener, og ofte tager uddannelsen længere tid.

- Hertil kommer afsavn i forhold til familien, og så koster 20 landskampe om året altså en to-tre år af karrieren i sidste ende. Det skal ikke forstås sådan, at vi ikke vil spille for landsholdet, men man er nødt til at gøre op, om det er det værd, og om man vil spille på landsholdet for et beløb, der er lig nul, siger Touray.

Om striden med DHF får hende selv til at overveje et stop på landsholdet, er for tidligt at sige.

- Det er svært at svare på lige nu, det skal jeg bruge lidt tid til at gøre op, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer