VM-håndbold: Sidste hanegal

HÅNDBOLD: VM-truppen skriver afskedssang til avlshanen Thorkild

Willy Pedersen, landsholdslæge og tidligere keyboard-spiller i Shu-bi-dua, er hovedmanden bag afskedssangen til Thorkild. (Foto: Lars Poulsen)
Willy Pedersen, landsholdslæge og tidligere keyboard-spiller i Shu-bi-dua, er hovedmanden bag afskedssangen til Thorkild. (Foto: Lars Poulsen)
OLIVEIRA DE AZEMÉIS (Ekstra Bladet): Nu kan det hanen galeme være nok.

10 morgener i træk har den aldrende avlshane Thorkild sunget solo i baggården, der støder op til Hotel Dighton på Rua Dr. Albino dos Reis i Oliveira de Azémeis.

Thorkild har som en dreven intrigemager skabt ravage i den danske trup, hvor DØ-sigerne Klavs Bruun Jørgensen, Lasse Boesen og Christian Hjermind kom på kant med LAD LEVE og hønse-humanisten Joachim Boldsen.

Boldsen var til den varme hane. Trioen foretrak den kolde ...

Men i går var det langt om længe slut. Den danske VM-trup tjekkede ud, mens Thorkild omme i baghaven tjekkede chicks og kastede sig ud i en ny opgave, der ellers ligger chefkokke fjernt: Oplæring af flokkens fem hanekyllinger i den ædle disciplin at jodle 'cocoricoco' ud over den søvnige stad i den årle morgen.

KAGLENDE MAGTKAMP
- Det er jo det, vi har frygtet hele tiden, udtaler landsholdslægen Willy Pedersen.

- At det intet nyttede at slippe af med Thorkild, for så ville de fem andre bare begynde en kaglende magtkamp - omtrent på samme tid om morgenen, hvor Thorkild tager fat.
Christian Hjermind, der var Thorkilds nærmeste nabo på hotellet, slappede af i ugens løb:

- Jeg var på et tidspunkt parat til at købe en luftbøsse eller 'tabe' en sten i hovedet på den, men efter hele truppen blev udstyret med ørepropper, har problemet ikke været så stort.

Det lokale politi nåede dog forbi med to mand og avanceret optageudstyr for at forvisse sig om, hvor mange decibel der flyver ud af kæften på den kaglende og galende Thorkild.

- Jeg aner ikke, hvad han blev målt til, og nu kan det under alle omstændigheder også være det samme. Hanen vandt, konstaterer Willy Pedersen og tilføjer:

- Men hotellet har et problem.

HOVEDMANDEN
Byrådet kunne ikke skride ind, politiets målinger er ukendte - men Thorkild fik dog ingen fartbøde. Til gengæld har han fået sin helt egen sang.

- Vi lavede den i aftes, men har ikke rigtig haft tid til at synge den endnu. Melodien er helt vores egen, og Claus Møller Jakobsen burde egentlig komme ned nu og akkompagnere på guitar, siger Willy Pedersen, der plantet midt i al rejsebagagen river teksten op af lommen.

Den tidligere keyboard-spiller fra Shu-bi-dua har haft håndboldkyndig assistance undervejs, men doktoren er dog hovedmanden bag lyrikken, der afslører, at gamle mestre aldrig glemmer deres håndværk.

- Vi nåede ellers op på at byde 140 euro for hanen, og det er helt ufatteligt, ejeren ikke bare slog til. Det virker næsten som den tv-reklame, hvor cyklisten bliver vædret af en oliesheik, der råber:

'You can have my Ferrari,' siger en hovedrystende Willy Pedersen, inden der skal synges.

Hanens svanesang!
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen