Kjærgaard afløst i Ikast

Svenske Åsa Eriksson afløser sin gamle holdkammerat i Ikast-Bording Tonje Kærgaard og bliver ny assistenttræner i håndboldligaklubben

Åsa Eriksson (hér til højre i selskab med Tonje Kærgaard og Kristine Andersen) bliver ny assistenttræner i Ikast-Bording. (Arkivfoto: Erik Kragh)
Åsa Eriksson (hér til højre i selskab med Tonje Kærgaard og Kristine Andersen) bliver ny assistenttræner i Ikast-Bording. (Arkivfoto: Erik Kragh)

En gammel kending er tilbage i håndboldligaklubben Ikast-Bording.

Svenske Åsa Eriksson, der spillede i klubben fra 1996 til 2001, har underskrevet en kontrakt med midtjyderne og bliver ny assistenttræner fra 1. december.

Dermed afløser hun en gammel holdkammerat, Tonje Kærgaard.

- Vi vidste fra begyndelsen, at Tonje Kjærgaards håndsrækning var tidsbegrænset, og Åsa Eriksson har hele tiden stået højt på vores ønskeseddel. Ud over, at hun er et sympatisk bekendtskab, er hun et 100 procents håndboldmenneske og lige den profil, vi var på udkik efter, siger klubbens sportsdirektør Frank Henriksen onsdag.

Eriksson opnåede 174 klubkampe for Ikast-Bording og danner i dag par med Claus Mogensen, der er cheftræner for ligarivalerne fra Horsens HK.

- Det var en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til. Det er en oplagt mulighed for at dygtiggøre mig yderligere som håndboldtræner, siger 35-årige Åsa Eriksson, der har skrevet kontrakt til 31. december 2008.