Endnu en klub melder fra til Europa Cup

Vejen følger Randers' eksempel og melder fra til næste sæsons Europa Cup i kvindehåndbold

Ida Bjørndalen kommer ikke til at spille europæiske kampe i næste sæson for KIF Vejen. (Foto: Anders Brohus)
Ida Bjørndalen kommer ikke til at spille europæiske kampe i næste sæson for KIF Vejen. (Foto: Anders Brohus)

KIF Vejen, der til den ny sæson skifter navn til Vejen EH, følger nu Randers HK's eksempel og melder fra til næste sæsons Europa Cup-turneringer i kvindehåndbold.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund (DHF).

KIF Vejen skulle have deltaget i Cup Winners Cup for pokalvindere, men har valgt at melde fra, fordi det er for omkostningskrævende at deltage i de europæiske turneringer.

- Gevinsten ved at deltage i Cup Winners Cup eller EHF Cup kan ikke måle sig med de omkostninger, der er forbundet med deltagelsen.

- Jeg vægter økonomisk stabilitet højere end deltagelse i en turnering, der hverken har publikums eller sponsorernes store interesse. Men ud fra en sportslig synsvinkel ville jeg da ønske, at det var anderledes, siger KIF Vejen-direktør Henrik Schmidt-Ebbesen i en meddelelse fra klubben.

Se også: DHF-boss er ked af Randers-nej til Europa

I stedet for Randers HK deltager nu København Håndbold i EHF Cup, mens Odense som pokalsemifinalist deltager i Cup Winners Cup.

Den danske deltagelse i næste sæsons europæiske turneringer ser altså således ud:

Champions League: FCM Håndbold og Tvis Holstebro
EHF Cup: Viborg, Team Esbjerg og København Håndbold
Cup Winners Cup: HC Odense

Viborg har søgt om wildcard til Champions League, og hvis det imødekommes, kan Viborg altså rykke fra EHF Cup-deltagelse til Champions League-deltagelse.

Se også: Randers dropper EHF Cup: Ikke attraktivt nok

Hos herrerne har alle kvalificerede hold sagt ja tak til at deltage i næste sæsons europæiske turneringer, og den danske deltagelse ser dermed således ud:

Champions League: Aalborg og KIF Kolding København
EHF Cup: Århus og Skjern

Skjern har ligesom Viborg hos kvinderne søgt om wildcard til Champions League, mens DHF har søgt om en ekstra europæisk plads, der hvis bevilget vil tilfalde Mors-Thy i EHF Cup'en.

0 kommentarer
Vis kommentarer