Boldsen mindes: Jeg spillede med Mikkels far

Den unge ’Plastic-traktor’ blev rykket op for at hjælpe sin far og Flemming Hansen med at skrabe point sammen til Helsingørs nedrykningstruede andethold

Joachim Boldsen (t.h.) spillede både sammen med sin egen far og Mikkel Hansens far i Helsingør. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Joachim Boldsen (t.h.) spillede både sammen med sin egen far og Mikkel Hansens far i Helsingør. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Joachim Boldsen har holdt væsentligt længere i tophåndbold, end han selv spåede, da GOG i 1997 hentede ham i Helsingør og installerede ’Traktoren’ i et parcelhus i Gudme – møbleret med en del overskydende inventar fra Joachim Boldsens forældres udhus oppe i Nordsjælland.

- Når jeg fylder 26, stopper jeg formentlig karrieren. Jeg tror ikke, jeg kan fortsætte længere med den spillestil, jeg har, spåede Joachim Boldsen dengang.

Nu stopper han så. Til næste sommer – i en alder af 36!

Det er sgu gået meget godt for Traktoren, der rykkede til Gudme sammen med forsvars-klepperten Kasper Nielsen – og de seneste mange sæsoner selv har arbejdet som udsmider i diverse forsvar.

Ved siden af harpiks-tryllerierne har Joachim Boldsen de senere år – efter debut som håndbold-ekspert her på Ekstra Bladet – arbejdet som kommentator på TV2, og det skal han selvsagt også i januar under EM på hjemmebane i Herning.

Tv-kollegaen Bent Nyegaard har været så venlig at udnævne Joachim Boldsen til manden, der kunne være blevet verdens bedste håndboldspiller, hvis han bare ikke havde været doven!

Det får Joachim Boldsen til at skrige af grin:

Se også: Syv gode grunde til at huske Boldsen

- Hahaha! Skulle han ikke hellere rende ud og sælge nogle bøger! (Bent Nyegaard optræder p.t. i en samtalebog ’Guldrejsen’, der efter sigende skulle handle om landsholdet under Ulrik Wilbek.)

- Det er jo det sædvanlige med hvis og hvis og hvis. Det er jo sødt af Bent at have de tanker og sige det, men hvem ved, hvad der var sket, hvis jeg havde gjort, som Bent synes, jeg burde have gjort. Måske havde jeg mistet motivationen på et tidligt tidspunkt, siger Joachim Boldsen.

- Desuden er det jo en myte det der med, at jeg ikke har overdrevet mine besøg i styrkelokalet. Jeg er heldigvis født med en vis fysik fra naturens hånd, og selvfølgelig har der været perioder, hvor jeg har været mindre flittig end I andre – men jeg tror ikke, du kan finde en træner, der vil klage over min motivation, når det gjaldt indsats til træning og kamp. Til gengæld vil nogle måske kunne lokkes til at sige, at jeg har været irriterende udenfor, siger Joachim Boldsen og griner.

Joachim Boldsen nåede som knægt at spille sammen med sin egen far, Steen Boldsen, på andetholdet i Helsingør.

- Det var en oplevelse. Der var også en anden fyr med på holdet – Mikkels far Flemming Hansen – da jeg i 1995 blev hevet op for at hjælpe dem med at undgå nedrykning. Det var rigtig grumt, siger Joachim Boldsen og griner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere