Aalborg-profil glæder sig til forsinket debut

Marcus Mørk håber at spille 10 minutter i hver halvleg, når han lørdag debuterer for Aalborg Håndbold

Marcus Mørk har indtil videre brugt det meste af debutsæsonen i Aalborg som tilskuer til kampene. (Foto: René Schütze)
Marcus Mørk har indtil videre brugt det meste af debutsæsonen i Aalborg som tilskuer til kampene. (Foto: René Schütze)

Han blev præsenteret i juli, men endnu har Marcus Mørk ikke spillet et eneste minut for Aalborg Håndbold.

Lørdag giver lang tids tålmodighed dog bonus, når den tidligere Mors-Thy-spiller er med i udekampen mod Sønderjyske i Herre Håndbold Ligaen.

- Jeg har været med til tre træninger i denne uge. Jeg synes selv, at jeg er klar til i morgen, selvom jeg godt ved, at det ikke er på 100 procent, siger Marcus Mørk.

Venstrebacken blev i sommer opereret i skulderen, og han havde håbet at kunne debutere for de danske mestre for cirka en måned siden.

Se også: Nikolaj Jacobsen kan blive træner for Landin

Nu tog det lidt længere tid at blive helt klar, og Marcus Mørk skal da heller ikke spille hele kampen mod Sønderjyske.

- Jeg regner med at komme ind og bidrage lidt. Det bliver ikke to gange 30 minutter, men bare det at komme på banen og spille, det glæder jeg mig til.

- Jeg håber på to gange 10 minutter, men spiller jeg ad helvede til, kommer jeg selvfølgelig ikke til at spille i så lang tid. Men jeg tror og håber, at det kommer til at ligge deromkring, siger han.

Se også: Skader sender Wilbek på spillerjagt

Marcus Mørk var i sidste sæson en vigtig brik på det Mors-Thy-hold, der overraskede stort ved at blive nummer fire i DM-slutspillet.

Han har ikke spillet siden maj, og det har langt fra været sjovt.

- Det har været hårdt, men jeg har hele tiden vidst, at jeg skulle sidde ude i noget tid. Det har været irriterende, at der er gået en måneds tid mere, end hvad der var forventet. Men det var sådan, det var.

- Både jeg og klubben har hele tiden sagt, at jeg ikke skulle spille for enhver pris, men når skulderen kunne holde til det, siger 26-årige Marcus Mørk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere