Håndboldpige knockoutet: Det gjorde dejligt ondt

19-årige Anne Mette Hansen i brædderne efter 43 sekunder - men hvad betyder det, når man vinder

Anne Mette Hansen knaldede nakken i gulvet under lørdagens VM-testkamp mod Rumænien. (Foto: Ernst van Norde)
Anne Mette Hansen knaldede nakken i gulvet under lørdagens VM-testkamp mod Rumænien. (Foto: Ernst van Norde)

Hun indtog hallen efter 23 minutter. 43 sekunder senere lå Anne Mette Hansen og våndede sig efter en hård rumænsk udsmider-tackling af Crina Elena Pintea i lørdagens testkamp mellem Danmark og Rumænien.

- Det var vist en hård tackling, og så kom jeg ud af balance og knaldede nakken i gulvet. Det var ikke så smart. Det gjorde bare rigtig, rigtig ondt lige i øjeblikket, men så rejser man sig jo op igen. Og vi fik da scoret, ikke?

- Jojo, Susan Thorsgaard smed den ind.

- Det er da det, haha. Så er det andet jo ligegyldigt, ikke? Jeg har lidt ondt i hoften nu, for den lander jeg først skævt ned på, inden jeg hamrer hovedet i gulvet. Men det går over, siger den blot 19-årige Anne Mette Hansen.

Se også: Så er Pytlicks VM-hold på plads

Pigen fra Hedehusene er udtaget til VM med de voksne om 14 dage, og hun fik en flot oplevelse i en broget affære - der endte med en kneben dansk 23-22 sejr over Rumænien.

- Det var fedt. Jeg synes, der er en god gejst på holdet, og vi fik to point - det var det vigtigste, siger næsten-debutanten - nu med to landskampe på bogen.

- Jeg debuterede i Litauen, men det her var så min første landskamp på hjemmebane, og det er bare mega-fedt.

- Jeg synes faktisk, vi får kørt nogle af de nye ting godt igennem, og de virker, og det er jo lidt svært for Jane Schumacher og jeg som helt nye at skulle vænne sig til nye systemer.

Danmark gik i en god periode fra 13-16 til 19-16, men faldt så igen i niveau. Første halvleg er slet ikke værd at snakke om ...

- Vi brænder lidt, og falder måske en anelse i forsvaret. Men det er fedt at se, at vi holder hovederne kolde, selv om vi er bagud - og at vi stille og roligt arbejder fremad, siger Anne Mette Hansen.

Se også: Pytlicks landshold vender nederlag til sejr i VM-test

Jan Pytlick:

- Jeg er godt tilfreds. Specielt med vores forsvar i anden halvleg, og jeg synes også, vi laver nogle gode ting angrebsmæssigt. I første halvleg var vi ikke i kontrol, rumænerne kommer alt for let til deres scoringer, og vi stresser alt for meget og forærer dem bolden. Tændingen var lidt for høj – men jeg er tilfreds.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere