Ikke meget Kasper Klask

Veteranen stopper ikke ved de 38 år

- Det må være fordi, at Per Carlén kan huske, at jeg var en skudstærk back, da vi spillede mod hinanden midt i 90’erne.

Bjerringbro Silkeborgs veteran Kasper Nielsen var efter pausen at finde i en for ham uvant rolle som back i angrebet.

Forsvarsspecialisten, som i flere sæsoner kun har scoret på kontra, blev hevet med frem for at lægge en dæmper på angrebsspillet, så nordmanden Kristian Kjelling kunne få lov at styre begivenhederne.

Der var ikke dog ikke meget af fortidens Kasper Klask over ham. Han var i stedet boldflytter.

- Jeg nåede at få lyst til at skyde, men det må vente til en anden god gang, siger Kasper Nielsen, der er fyldt 38 år, men ikke tænker på at stoppe, når kontrakten med midtjyderne løber ud til sommer.

Tværtimod er veteranen begyndt at sondere terrænet, hvis Bjerringbro Silkeborg ikke vil forlænge.

- Jeg har fortsat stor lyst til at spille, så jeg har ikke tænkt på at stoppe.

Nu kan jeg endda tilbyde angrebsspil, siger forsvarsspecialisten.

Det vakte undren helt ind i BSV’s egne rækker, da den nye træner Per Carlén efter pausen ikke hev veteranen ud i angrebet.

- De har jo spillet mod hinanden, da vi andre ikke interesserede os for håndbold. Det må være på ’gamle minder’, at Kasper Nielsen kom med i angrebet, siger Mads Christiansen, der med 10 mål fik sendt en sidste hilsen til landstræner Ulrik Wilbek, inden denne næste mandag udtager 18-19 spillere til EM.

0 kommentarer
Vis kommentarer