Nu er Pytlicks nissebande VM-klar

- Så er VM i gang – nu skal vi bare ud at spille noget håndbold, siger kaptajn Line Jørgensen

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)

NIS (ekstrabladet.dk): Sne er der intet af – tværtimod skinner solen fra en lyseblå himmel og snitter tåge og storby-os i stumper og stykker, da den danske Nis-sebande langt om længe ankommer til VM-byen Nis – næsten 17 timer efter, spillerne checkede ind i lufthavnen i Kastrup.

12:27! Da ankommer bussen til Grand Hotel Nis med hylende eskorte af en militært camouflage-farvet Landrover med samtlige blå blink på overarbejde.

Se også: Enige landstrænere: Mere jævnbyrdigt VM end længe

Rikke Poulsen er målvogteren, der sammen med Cecilie Greve skal stå for paraderne i det danske bur, og hun smiler skælmsk og selvtillidsfuldt, da hun forcerer rampen op til Grant Hotel Nis, hvor Algeriet og Brasilien med danske Morten Soubak som landstræner også er indlogeret under det indledende gruppespil.

Serbien, Japan og Kina bor på et andet hotel i byen, så kampen ved morgenbuffeten kræver knap så mange screeninger som normalt.

- Nu er det alvor. Det gør alligevel en lille forskel, om man har et stop og en overnatning i Beograd, og så på at være her, hvor vi skal bo de næste mange dage. Nu skal vi bare i gang med at spille håndbold, siger kaptajn Line Jørgensen.

Se også: Tysk landstræner: Danmark kan overraske ved VM

Holdet måtte af sparehensyn tage et pitstop i hovedstaden for at spare i omegnen af 50.000 kroner, fordi de serbiske VM-værter først har de økonomiske forpligtelser fra og med i dag.

- Men når det nu er, som det er, så gør det altså ikke så meget, at vi havde et stop i Beograd, siger assistenttræner Ulrik ’Spåne’ Kirkely.

- Det vigtigste var, at vi kom ud og fik trænet lidt i går aftes, og at vi så har haft en bustur i dag på ca. tre timer gør ikke så meget. Vi havde et lille stop undervejs, hvor vi strakte ben i et kvarters tid eller deromkring, siger Ulrik Kirkely.

Se også: Jernhårde babies på jernhård VM-rejse

Holdet træner i aften i en sekundær hal, fordi Sportski Centar Cair er optaget af VM’s åbningskamp mellem Serbien og Japan.

Danmark indleder VM i morgen kl. 20.15 med kampen mod Kina.

1 af 4 (Foto: Lars Poulsen)
2 af 4 (Foto: Lars Poulsen)
3 af 4 (Foto: Lars Poulsen)
4 af 4 (Foto: Lars Poulsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer