Tidligere kræftramt stjerne forlænger med Skjern

Daniel Svensson har efter kun fem måneder i Skjern forlænget kontrakten frem til sommer 2017

(Foto: Ernst van Norde)
(Foto: Ernst van Norde)

31-årige Daniel Svensson har vist sig at være en vinder. I oktober gjorde han comeback på håndboldbanen efter ni måneders fravær grundet en alvorlig kræftsygdom.

Men efter sit livs vigtigste sejr, har Daniel Svensson vist i Skjern, at han slet ikke er færdig med at vinde. Han har overbevist sine nye arbejdsgivere om, at han er manden, de skal satse på. Og det gør det så i Skjern - de har nemlig forlænget kontrakten med den tidligere Bundesligaspiller frem til sommeren 2017.

Se også: Enige landstrænere: Mere jævnbyrdigt VM end længe

- Daniel Svensson er x factor-spiller, der kan gøre en forskel. Vi har ikke købt ham ind for, at han skal være afgørende nu og her. Det tager tid, men når han kommer for fuld udblæsning, vil han blive afgørende i topkampene, siger Skjerns cheftræner Ole Nørgaard i en pressemeddelse.

Selv glæder Daniel Svensson sig til de tre kommende år i Skjern Håndbold.

- Skjern er for mig en fantastisk klub, der har hjulpet mig tilbage på halgulvet. Ambitionerne er høje, og her spiller man med om medaljer og er repræsenteret i Europa. Derfor var det nemt at sige ja til en forlængelse,” siger Daniel Svensson, der spiller med enorm lyst og gejst efter tilbagevenden til håndboldbanen.



- Min motivation er ekstrem stor. Måske har den været lidt for stor i starten, hvor jeg nok for hurtigt ville vise, hvad jeg kan. Men en kræftsygdom skal ikke stoppe mig, og Skjern vil i de kommende år se en dygtig håndboldspiller, siger bagspilleren.

Daniel Svensson har en fortid i AaB og FCK Håndbold, mens han også har spillet i den bedste spanske og tyske liga for henholdsvis Toledo Balonmano og TUS-N-Lübbecke.

31-årige Daniel Svensson har spillet otte A-landskampe og 85 ungdomslandskampe for Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer