Pytlick efter storsejr: Det var FOR let

Jan Pytlick kunne spare to centrale forsvarere helt – og andre spillere delvist. Men han ville faktisk hellere have slidt lidt hårdere for sejren før kampen mod Serbien onsdag afte

Landstræner Jan Pytlick ville gerne have haft en hårdere kamp mod Algeriet (Foto: Lars Poulsen)
Landstræner Jan Pytlick ville gerne have haft en hårdere kamp mod Algeriet (Foto: Lars Poulsen)

NIS (ekstrabladet.dk):

Serbien sled og sled mod Brasilien – og tabte med to. Danmark sendte B-kæden på banen, sparede Marianne Bonde og Pernille Holst Holmsgaard helt – og må have masser af kræfter i overskud mod serberne, der fik både fysiske og mentale leverstød af Morten Soubaks samba-sild.

En fordel? Måske – og måske ikke. Siger Jan Pytlick:

- Ved du hvad. Man kan vende den om og sige, at hvad betyder det for os, at vi ikke har været ude i en kamp, hvor der ikke er fuldt skrald på, inden vi går hen til en kamp, hvor der bliver det. Du kan vende og dreje det, som du vil – i morgen får vi at se, hvad det betyder.

- Jeg ville egentlig godt have haft en kamp mod et andet hold, hvor vi virkelig skulle slide for at vinde – og allerhelst mod et hold, der spiller 6:0-forsvar, fordi det møder vi i den grad onsdag aften. Men sådan er det, siger Jan Pytlick efter 38-20 sejren over Algeriet.

Se også: Danmark kvaste Algeriet

Onsdag bliver der brug for en helt anden tænding og tilgang til en bidsk og barsk modstander:

- Det var okay. Det er jo en kamp, der et eller andet sted skal overstås, men vi fik sparet nogle ressourcer. Line Jørgensen spillede ikke ret meget, Maria Fisker kun en halvleg, Bonde og Pernille spiller slet ikke, og de kommer til at tage et stor tryk i morgen i det midterforsvar. Så må vi se, om det kommer til at betyde noget.

De to superstjerner Andrea Lekic og Viborg-spilleren Sanja Damnjanovic har ikke været helt oppe at ringe i de første tre kampe.

Se også: Brasilien tæver værtsnationen i Danmarks VM-gruppe

- Nej, det er iøjnefaldende, at træneren vælger at ’straffe’ Lekic ved at holde hende lang tid ude, men Cvijic er jo hurtig på fødderne, og det er måske ikke nogen fordel for os. Lekic vil jo suge det hele til sig.

Skulle Danmark tabe til Serbien, er førstepladsen i puljen stadig inden for rækkevidde med en passende sejr over Brasilien i den sidste gruppekamp – fordi tre hold så vil ligge a point.

- Jeg er i hvert fald glad for, at sejren til Brasilien ikke blev på flere end to mål, fordi vi så stadig kan vinde gruppen. Men altså… Vi skal bare vinde begge kampe, så er det jo ligegyldigt.

0 kommentarer
Vis kommentarer