AG inden Serbien: - Nu er det hævnens time

Fløjen truer: I aften tager Danmark revanche for EM-nederlaget for et år siden, der kostede en tur i semifinalen og måske en medalje – det skal gå ud over Serbien

NIS (Ekstra Bladet): - Det går så fint. Ser det ikke fint ud?

Ann Grete Nørgaard vendte tilbage til håndboldbanen som indehaver af ugens mest omtalte forstuvede ankel, spillede en halvleg, scorede fem på syv og brændte bl.a. et straffe. Men var i perlehumør efter en tur i den berømte ’Game Ready’ ismaskine.

- Jeg så ikke anden halvleg, fordi jeg var til isning, så jeg kan af gode grunde kun kommentere første halvleg – og da så det fint ud, synes jeg. De får selvfølgelig lave nogle mål, men det ville vel også være mærkeligt, hvis vi kunne holde dem på nul.

Nu venter en helt anden opgave i de serbiske værter:

- Hvis de havde vundet, havde de nok redet på en bølge. Nu tænker jeg, de nok gerne vil ud at revanchere sig, så jeg ved sgu ikke lige, om det var en fordel, de tabte. Jeg tror, de kommer med alt, hvad de ejer og har – og det er en del. Men vi glæder os rigtigt meget.

- Det kan jo godt være, de alligevel har undervurderet brasilianerne lidt. Men de har en klart bredere trup, end de plejer – deres bagkæde er stærk, uanset om de skifter spillere ud, så der er mange, vi skal forberede os på, siger Ann Grete Nørgaard.

- Har I noget, I skal hævne fra sidste år ved EM?

- Ja da! Det var nederen. Vi skulle fand’me have været i den semifinale sidste år, så det må de bøde for i år.

- Hvilken slags kamp tror du, det bliver?

- Jeg håber, vi kommer til at løbe noget mere med dem end sidste år. Jeg synes, brasilianerne – det, jeg så – havde held med at presse dem i kontraerne. Vi har jo set helt vildt meget frem til den kamp, det bliver megafedt at spille mod en hel hal – det er de kampe, hvor tingene er sat lidt på spidsen, der er sjove at spille.

- Der er nogle af dem, vi kender fra Danmark – som Damnjanovic i Viborg. Så er der andre spillere, vi kender fra Europa Cup’en – vi mødte f.eks. Liscevic med Tvis Holstebro, da vi spillede mod Metz i Europa Cup-finalen og vandt, så der håber jeg, vi kan tage nogle erfaringer med. Hende ved vi da i hvert fald, hvordan man kan dække med succes, og et okay kendskab er da værd at bruge i taktikken.

0 kommentarer
Vis kommentarer