Pytlick om TV 2-kritik: - Det er det værste vrøvl

- Jeg skældte ikke ud. Jeg tog en sten i hånden og tænkte positive tanker, siger ironisk landstræner om Anja- og TV2-kritikken

Jan Pytlick giver ikke meget for Anja Andersen og de øvrige TV2-eksperters kritik. (Foto: Lars Poulsen)
Jan Pytlick giver ikke meget for Anja Andersen og de øvrige TV2-eksperters kritik. (Foto: Lars Poulsen)

BEOGRAD (ekstrabladet.dk): En murersvend murer i krogene – men Jan Pytlick med svendebrevet som både murer og håndboldtræner kan også murre i dem.

Med en vis ironi som mørtel, da han blev spurgt til en forsvars-detalje i kampen mod Montenegro.

- Du skældte ikke ud?

- Nej, det må man ikke. Jeg tog en sten op i hånden og tænkte positive tanker.

Se også: Topkarakterer til Burgaard og Pytlick

- Er du en lettet mand?

- Ja, det er jeg. Vi var presset som alle andre hold, der spiller en ottendedelsfinale.

- Hvad er målet nu?

- Ja, det er at vinde den næste kamp og spille bedre.

Se også: Playmaker takker Pytlick for tilliden

- Du har selv været under pænt pres fra håndbold-eksperter. Irriteret?

- Nej, nej, nej. Det er vel helt naturligt, og vi kan jo bare kigge i statistikkerne og se, hvad vi har vundet med landsholdet. Så er det vel meget naturligt, folk stiller nogle spørgsmålstegn ved tingene. Sådan er dét jo.

- Har de haft ret? Hvorfor valgte i f.eks. IKKE at gå i 4:2-forsvar mod Brasilien, når I nu snakkede om det to gange i time-out?

- En ting er jo, hvad de snakker om på tv - noget andet, hvad vi diskuterer i et internt rum i en time-out, hvor man gerne vil gøre sine spillere klar på, hvad de skal, HVIS man gør det.

- Da Spåne og jeg kommer tilbage fra den time-out snakker vi om tingene og siger: NEJ! Fordi, vi kan se, vi får så mange udvisninger på at gå op. Så vi var enige om ikke at gå op i offensivt forsvar.

Se også: DHF: Et nederlag havde ikke kostet hoveder

- Så er det jo fuldstændig ligegyldigt, hvad mennesker sidder og hører på tv. Hør her: Vi er i et internt rum, hvor der så tilfældigvis hænger en mikrofon – jamen, det kan jeg ikke gøre noget ved. Så jeg er F… - der var jeg lige ved at bruge et ord, jeg ikke skulle bruge – så er jeg F-uldstændig ligeglad med, hvad folk analyserer og sådan noget. Det er jo det, der foregår mellem Spåne (Ulrik Kirkely), jeg og spillerne, der er det vigtigste.

- Du er også blevet kritiseret for at tænke for meget på, hvad modstanderne kommer med – frem for at spille på jeres egne præmisser?

- Det kan jeg så sige til dig: Det er det værste vrøvl, der nogen sinde er sagt. Fordi vi i forhold til tidligere år har brugt langt mere energi på os selv, meget mere. Så jeg håber sgu ikke, det er nogle spillere, der siger det.

- En tidligere spiller?

- Ja!

- Vil du indrømme, du er helt specielt lettet oven på denne sejr?

Se også: Louise Burgaard gik solo: Jeg gad bare ikke hjem

- Jamen, hør her: Der er pres på alle trænere og hold, der er i en ottendedelsfinale. Altid pres. Det er ikke noget nyt, det har jeg prøvet før.

- Du har sagt, at du har følte dig presset af kritikken fra TV2’s eksperter (Anja Andersen og Bent Nyegaar). Hvad mener du?

- Når man bliver kritiseret for noget, man ikke føler er der, så kan man da godt blive irriteret. Men de har jo lov til at have deres holdninger.

- Men du burde vel lade det suse hen over hovedet?

- Ja, lige præcis. Det har jeg også gjort. Jeg har ikke sagt noget – andet end til Jyllands-Posten.

Se også: Mulle: Hold da helt kæft for en kamp

- Så har det jo også påvirket dig?

- NEJ, det har det ikke, for jeg synes, det har været fuldstændig skudt over målet. Altså… Fuld-stæn-dig skudt over målet. Det må jeg sige.

- Hvad skyder de over målet med?

- Jamen, stå og sige, at jeg stresser spillerne og så videre… Vi har ikke været mere rolige på bænken igennem lang, lang tid, så det synes jeg er at skyde fuldstændig over målet. Sådan er det!

0 kommentarer
Vis kommentarer