Wilbek: Drop den lalleglade attitude

Sportschef Ulrik Wilbek advarer mod at se håndboldpigernes kvartfinale som en ren walkover. Se bare, hvordan det gik i herrernes VM-finale tidligere på året, siger han. Her blev hans eget hold savet midt over af Spanien

Ulrik Wilbek har fået herrernes kæmpe WM-finaleafklapsning tilpas langt på afstand til, at han kan bruge den til at advare mod at tage en sejr til kvindelandsholdet for givet. (Foto: Jens Dresling)
Ulrik Wilbek har fået herrernes kæmpe WM-finaleafklapsning tilpas langt på afstand til, at han kan bruge den til at advare mod at tage en sejr til kvindelandsholdet for givet. (Foto: Jens Dresling)

At de danske håndboldpiger højst overraskende slog Montenegros europamestre ud af VM i søndags er ikke ensbetydende med, at de nu kan gå hele vejen. Det slår sportschef Ulrik Wilbek fast i en klumme på Dansk Håndboldforbunds hjemmeside dagen før kvartfinalen mod Tyskland.

- Næppe var armene kommet ned i normal højde efter den fantastiske sejr over Montenegros europamestre søndag aften, før man kunne høre de første udmeldinger om, hvordan det mon ville gå pigerne i semifinalen, og om der nu ikke måske oven i købet lurede en potentiel guldmedalje ude i horisonten. Til det har jeg blot at sige: 'Pas nu på – og drop nu den lalleglade attitude,' skriver han i klummen.

Se også: Pytlick afslører: Var måske stoppet



Se også: Pytlick langer ud efter Anja og TV2

Sportschefen minder alle danske optimister om, at Tyskland har vundet samtlige kampe i turneringen og på ingen måde var presset i ottendedelsfinalen mod Angola.

Holdet har turneringens klart bedste skytter, inklusiv turneringens topscorer Susann Müller, der har lavet dobbelt så mange mål som Danmarks mest scorende spiller Kristina Kristiansen.

Dertil kommer, at det bliver svært for Jan Pytlick at komme med taktiske overraskelser, fordi Tysklands danske landstræner Heine Jensen kender alt til dansk kvindehåndbold.

Se også: Toptræner undrer sig: Hvor er Pytlicks vildskab?

- Jeg gentager, 'Pas nu på,' – det bliver en opgave, der er mindst lige så svær som kampen mod Montenegro var det. Og skulle man betvivle mine kompetencer som ekspert på dette område, vil jeg blot henlede opmærksomheden på, hvad der skete for små 11 måneder siden, da jeg i min egenskab af herrelandstræner stod i spidsen for et hold, der i VM’s semifinale havde besejret de frygtede kroater, skriver han.

- Dengang kunne man i danske medier forvisse sig om, at det for os kun var et spørgsmål om at få 60 minutter til at gå i finalen mod Spanien, før vi kunne lade os hylde som verdensmestre. Behøver jeg sige mere?, spørger han retorisk.

Det behøver han ikke. Svaret kommer her: Danmark fik en ordentlig snitter på 16 mål...

0 kommentarer
Vis kommentarer