Nikolaj Markussen skifter til Skjern

Den danske landsholdsprofil Nikolaj Markussen skifter til Skjern på en etårig kontrakt

Nikolaj Markussen vender hjem til dansk håndbold. (Foto: Skjern Håndbold)
Nikolaj Markussen vender hjem til dansk håndbold. (Foto: Skjern Håndbold)

Så er det officielt.

2,12 meter-manden Nikolaj Markussens flirt med de tidligere danske mestre fra Skjern er endt med et år-lang kontrakt.

Den langtidsskadede langskytte er først klar til at trække i den grønne trøje til sommer, men så vil vestjyderne kunne stille med en frygtindgydende bagkæde til næste sæson.

Skjern råder i forvejen over blandt andre landsholdsspillerne Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard.

Det blev kostbart for Markussen, da han i slutningen af oktober sprang akillessenen under EM-holdets træning forud for Golden League i Oslo.

På daværende tidspunkt var han i nærkontakt med europæiske topklubber som Champions League-mestrene HSV Hamburg og EHF Cup-vinderne Rhein-Neckar-Löwen samt de danske mestre fra Aalborg.

- Uheldet betød, at vi måtte ændre vores set-up, siger Nikolaj Markussens agent, Christian Henriksen.

Se også: Dansk EM-chok: Markussen misser slutrunden

Det blev til Skjerns chance for at få en ny klassespiller til Vestjylland, hvilket bestyrelsesformand Carsten Thygesen heller ikke forsøger at skjule.

- Hvis ikke Nikolaj Markussen pt. var skadet, ville han nok have foretrukket en anden klub, siger en ærlig formand, der tidligere har hentet den tidligere kræftramte spiller Daniel Svensson.

Skjern brugte dagens kamp mod Skanderborg til at præsentere den nye stjerne.

I den forbindelse fortalte Nikolaj Markussen, at han efter en turbulent tid i Madrid, skiftet til Qatar og den alvorlige skade glæder sig til en sikker base, hvilket Skjern må siges at være.

- Jeg tror, at Skjern er et perfekt valg. Klubben har hele pakken, så det blev det oplagde valg, siger Nikolaj Markussen, der blandt andet har spurgt sine landsholdskolleger og nye holdkammerater, Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard om den driftsikre og topprofessionelle klub med store ambitioner.

0 kommentarer
Vis kommentarer