Kritisk VM-bronzevinder: Spillemæssigt tilbageskridt

Ann Grete Nørgaard mener, det er en fejl at droppe den kontrastil, som holdet præsenterede ved EM sidste år

Tvis-tøserne Kristina Kristiansen og Ann Grete Nørgaard med bronzemedaljer. (Foto: Lars Poulsen)
Tvis-tøserne Kristina Kristiansen og Ann Grete Nørgaard med bronzemedaljer. (Foto: Lars Poulsen)

Selv om de danske håndboldkvinder søndag eftermiddag sikrede sig de første slutrundemedaljer i ni år, har der været langt mellem de spillemæssige oplevelser ved VM i Serbien.

Sidste års hvirvelvindshåndbold er erstattet af tungt forsvarsspil, masser af udskiftninger og en konstant hakkende angrebsrytme.

Samtidig er det ingen hemmelighed, at en del af spillertruppen ærgrer sig over, at landstræner Jan Pytlick er gået væk fra sidste års EM-stil, der var baseret på højt tempo og masser af mål i begge ender.

- Vi er gået lidt væk fra vores koncept, siger fløjspilleren Ann Grete Nørgaard.

Se også: Dansk fløjspiller er på VM's All Star-hold



Se også: Mulle: - På med parfumen, og så fester vi

- Vi har skiftet rigtig meget forsvar-angreb. Jeg tror på, at vi skal tilbage til at spille med højst én udskiftning for at få den fart fremad banen, der skal til. For så har vi bare noget, de andre ikke har, siger hun.

Mod Montenegro, Serbien og to gange Brasilien scorede det danske hold 22 mål eller mindre, og det er for lidt efter Nørgaards smag.

- Jeg er med på, at forsvaret skal være godt, men jeg synes, vi har givet køb på noget spillemæssigt. Spillemæssigt er vi gået tilbage i forhold til sidste år. Det er flabet at sige, når vi vinder bronze.

Se også: Pytlick efter VM-bronze: God turnering trods udfald



Se også: Bronze-babes! Danmark banker Polen

- Men vi får ikke udnyttet vores kontrapotentiale, og det ærgrer mig rigtig meget. Med de typer, vi har, ville det give noget mere flow, siger Ann Grete Nørgaard.

Det ustabile spil rokker dog ikke ved stoltheden over, at det endelig lykkedes danskerne at vinde en medalje.

- Vi har været tæt på et par gange. Nu ved vi, at vi kan gøre det. Det gør bare en kæmpe forskel. Det er metal, vi kæmper for hver eneste dag til træning.

- Det er et nyt hold i forhold til tidligere bronzekampe. Vi har rigtig potentiale, og jeg synes helt ærlig ikke, at vi har fået det helt ud hernede. Så det lover godt for fremtiden, siger Ann Grete Nørgaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer