Julen aflyst for danske håndboldstjerner

Topholdene i den tyske Bundesliga Kiel og Hamburg tørner sammen 2. juledag, og det betyder, at de danske spillere må holde jul i Tyskland

Julen er aflyst for de danske håndboldstjerner i Kiel og Hamburg. I hvert fald jul i Danmark hos familien.

For når mestrene THW Kiel tager imod Champions League-mestrene HSV Hamburg, i hvad der må betegnes som et topbrag 2. juledag hjemme i Ostseehalle, har det betydet aflysning af turen hjem over grænsen til juleaften med familien for Hans Lindberg og Henrik Toft Hansen i Hamburg og René Toft Hansen og Rasmus Lauge i Kiel.

Derfor har det været nødvendigt for Hamburgs og Bundesliga-topscorer Lindberg og fru Jeanette i den seneste måneds tid at træne i køkkenet med at stege and, så man er klar til at servere dansk julemad for familien, der for en gang skyld må den anden vej.

Lauge testes
Kiels forsvarskrumtap, storebror René Toft Hansen har forbarmet sig over lillebror Henrik Toft Hansen og inviteret ham til jul i fjendeland.

Og to dage senere kan brødrene ikke undgå at havne i slagsmål, når Henrik Toft Hansen må bevæge sig ind i det granvoksne Kiel-forsvar, hvor René Toft Hansen absolut ikke ser på, hvem der skal tackles eller stoppes.

- Allerede 1. juledag skal vi stille til træning for at få forbrændt julemaden. Så det ville være næsten umuligt at komme frem og tilbage, siger Hans Lindberg, der tidligere har stødt i problemer med udekamp lillejuleaften og vanskeligheder med at komme til Danmark for at holde juleaften.

Se også: Drama: Lindberg smidt ud efter Eggert-tackling

Også i Kiel er der træning med en sidste test af den skadede EM-spiller Rasmus Lauge, der til det sidste håber på et comeback 2. juledag, så han med god samvittighed kan melde sig klar til EM i næste måned.

- Vi må også springe en dansk juleaften over. Vi er kaldt til træning 1. juledag, siger René Toft Hansen.

- Det ville have været synd, hvis lillebror skulle have holdt juleaften alene, og vi glemmer for en aften, at vi snart skal i kamp mod hinanden.

Danskerne styrer
Kampen er den sidste inden en lang EM-pause på Bundesligaen, og udover to point handler opgøret om andet.

Skal det være THW Kiel eller en anden danskerklub Flensburg/Handewitt, der vil gå ind i det nye år som nr. 1 i verdens hårdeste turnering.

Eller om HSV Hamburg med Hans Lindberg, Henrik Toft Hansen og ikke at forglemme målmand Marcus Cleverly efter en humpende start vil få nærkontakt med de to andre danskerklubber.

Gæsterne er det seneste hold, som har haft lånt et tysk mesterskab, som THW Kiel i den grad har siddet på med otte af de seneste ni mesterskaber.

0 kommentarer
Vis kommentarer