Frustreret Anders Eggert melder fra

Lægskaden driller mere end forventet for landsholdets fløj

Anders Eggert tager det stille og roligt ved Golden League i Frankrig. (Foto: Claus Bonnerup)
Anders Eggert tager det stille og roligt ved Golden League i Frankrig. (Foto: Claus Bonnerup)

Der er sandsynligvis ingen Anders Eggert på banen i aftenens Golden League-kamp mod Norge.

Flensburg-fløjen er fortsat ikke kommet sig over den skade, han pådrog sig før jul mod Magdeburg i Bundesligaen.

Det fortæller han til TV 2 Sporten lørdag.

- Jeg er lidt frustreret selvfølgelig. Jeg havde ikke troet, det var så slemt. Jeg troede bare lige, at jeg skulle have pause til nytår, og så var det fint, siger han.

Mikkel i topform: Vi har en plan B

Eggert regner dog fortsat med og håber på, at han bliver klar til EM-åbningen næste søndag mod Makedonien.

- Jeg skal nok være med, når EM starter, men jeg er lidt bekymret for, om jeg så vil have lidt, der driller stadigvæk under slutrunden. Der er ingen grund til at overbelaste den ved denne turnering, så den skal doseres rigtigt her i Frankrig, siger han.

Danmark møder søndag de franske værter, mens Qatar venter tirsdag i den sidste kamp.