HERNING (Ekstra Bladet): - Jeg blev bange, rasende og frustreret, fordi jeg troede, at skaden var brudt op.
Aalborgs Mads Mensah nåede i et kort øjeblik at tænke, at EM på dansk grund var slut, inden det næsten var kommet i gang for hans vedkommende, da han mod slutningen af 1. halvleg vrikkede om på den ’dårlige’ fod.
Fysioterapeut Peter Poulsen fik hurtigt tjekket op på situationen, og i 2. halvleg var den kropstærke Aalborg-spiller klar til en ny tørn.
- Jeg spillede endda uden problemer. Måske er foden lidt hævet i morgen. Det er svært ikke at glæde sig næste kamp med den kulisse, som findes i Boxen. Den kampfri mandag må gerne gå lidt hurtigt, siger Mads Mensah.