EM: Vanvidsafslutning gav polsk sejr

Med 60 sekunder igen var Polen nede med en, men en brændt afslutning og et dumt boldtab fra Hviderusland sikrede polsk sejr

(Foto: Jens Dresling)
(Foto: Jens Dresling)

AARHUS (Ekstra Bladet): I første kamp i den anden gruppe ved mellemrunden i EM i herrehåndbold i Danmark tørnede Polen og Hviderusland sammen.

På forhånd lå det i kortene, at Polen ville køre de undertippede hviderussere over, men anført af en storspillende Siarhei Rutenka i angrebet og plankeværket Vitali Charapenka i målet, overraskede Hviderusland polakkerne gav dem kamp til stregen.

De to hold, der begge var kommet videre til mellemrunden med nul point, kæmpede for at holde liv i den teoretiske chance for en plads i semifinalerne.

I en halvtom NRGi Arena i Aarhus var der da heller ikke meget tænding over de østeuropæiske spillere.

Se også: Wilbek: Domemrne er for hårde

Flere tekniske fejl samt en halvsløj stadion speaker og dj hjalp ikke just på intensiteten, og i kampens første 15 minutter virkede det nærmere som en Jyllandsserie-kamp i Østermarkhallen end en mellemrunde kamp ved EM.

I glimt viste den hviderussiske Barcelona-spiller, Siarhei Rutenka, dog smagsprøver på sine storartede håndboldegenskaber. Flere gange strøg han til tops og bombede bolden ind bag den polske keeper Slawomir Szmal eller med sin 96 kg store fysik tiltvang sig straffekast som han i øvrigt selv eksekverede.

Men indsatsen var ikke nok til at sikre en hviderussisk føring ved pause, og de to hold kunne gå til pause 14-13 i polsk favør.

Se også: EM-gas: Derfor spillede vi 'Sorteper'

Fra anden halvlegs start var det dog et anderledes opsat hviderussisk mandskab, der kom ud fra pause.

De tekniske fejl var skiftet ud med sublimt håndboldspil og selvom polakkerne også skruede op for tempoet, lykkedes det hviderusserne at holde trit med polakkerne.

Langsomt fik Vitali Charapenka for alvor gang i redningerne i mellem Hvideruslands stænger. Sammen med effektivt angrebsspil kom hviderusserne i anden halvleg foran med 23-20.

Den polske bænk virkede lige så rådvild som de hvidklædte polakker på banen og en overgang var den hviderussiske føring på fire mål.



Hviderusserne kunne dog ikke holde føringen og med et minut igen fik polakkerne udlignet til 30-30.

Dermed havde Hviderusland knap 50 sekunder i angreb i kampens afslutning, men et dumt boldtab betød, at polakkerne kunne køre kontra med under tyve sekunder igen. Det satte foralvor gang i de omkring firehundrede fremmødte polske fans der eksploderede i NRGi Arena.

Og båret af de polske fans steg Mariusz Jurkiewicz til vejrs og bombede en polsk sejr på 31-30 ind.

Dermed lever Polen stadig ved slutrunden, mens Hviderusland godt kan begynde at kigge efter flybilletter hjem.

0 kommentarer
Vis kommentarer