En sætning fra en islandsk tv-journalist har siden i lørdags vokset sig til en stor sag i håndboldverdenen.
For efter Islands solide 33-27-sejr over østrigerne i mellemrunden ved EM sagde journalisten, Björn Bragi Arnarson, følgende:
- Islændingene er ligesom nazisterne i 1938 - de slagter østrigerne.
Den noget uovervejede kommentar, der sigtede til nazi-Tysklands annektering af Østrig før 2. verdenskrig, har siden fået ikke mindst østrigske medier op at køre, og den islandske tv-station RUV har siden beklaget:
- Bjorn Brage Arnarsson, der står for EM-programmet, er kommet med en meget smagløs bemærkning under kampen mellem Island og Østrig, lyder det fra RUV, der er Islands svar på DR.
- Arnarsson undskyldte straks, og ud fra hans reaktion og samtalen med ham efter udsendelsen kan det antages, at Arnarsson beklager bemærkningerne dybt, og omfanget af den upassende bemærkning er nu erkendt.
- Vi udtrykker vor dybeste beklagelse over hændelsen og vil gerne undskylde på vegne af hele RUV-sportsredaktionen, lyder det ifølge den østrigske avis Kleine Zeitung.
Bjorn Brage Arnarsson har ikke udtalt sig offentligt om hændelsen, men både det østrigske og det islandske håndboldforbund - og begge landsholdsanførere - har taget afstand fra udtalelsen, ligesom et islandsk parlamentsmedlem har krævet Arnarsson fjernet fra RUV's sendeflade på ubestemt tid.