Håndboldforbund: Derfor truede vi EM-tilskuere

I kampen mellem Ungarn og Danmark var en række tilskuere tæt på at blive smidt ud for at bære en bestemt T-shirt. Nu forklarer EHF, hvorfor de blev bedt om at vende dem om

Det var ikke denne gruppe tilskuere, der reklamerede for et firma uden tilladelse under håndboldkampen mellem Danmark og Ungarn. (Foto: Lars Poulsen)
Det var ikke denne gruppe tilskuere, der reklamerede for et firma uden tilladelse under håndboldkampen mellem Danmark og Ungarn. (Foto: Lars Poulsen)

Man skal være varsom med, hvilke klude man trækker over kroppen, før man drager til EM-håndboldfest i Boxen i Herning.

En række tilskuere reklamerede åbenbart lige lovligt meget for en virksomhed ved at bære T-shirts med firmalogo på under kampen mellem Danmark og Ungarn.

Og pludselig brølede halspeakeren ud gennem højtalerne på vegne af det Europæiske Håndbold Forbund (EHF): 'Vi er nødt til at bede jer om at vende vrangen ud på jeres trøjer - ellers kan det desværre få repressalier'.

EM-tilskuere truet med udsmidning

I EHF forklarer man nu, hvorfor tilskuerne blev bedt om at vende deres T-shirts om.

- Vi har en række officielle sponsorer og partnere under det her mesterskab, og vi forsøger at beskytte deres rettigheder. Det er sponsorerne, der støtter eventen ved at betale rigtig mange penge for deres involvering i denne her slutrunde, siger EHF's pressechef, J. J. Rowland, til Ekstra Bladet.

Med andre ord havde tilskuerne, der var smurt i ind i firmalogoer, ikke betalt for at få reklametid under kampen.

Mogensen griner af Eggert: Du kan da ikke skyde hårdt

Pressechefen nægter at fortælle, hvilke konsekvenser det kunne have haft, hvis tilskuerne ikke havde taget trøjerne af eller vendt dem på vrangen.

- Det kan jeg ikke komme ind på her. Vi vurderer hver enkelt sag i sådan en situation, siger Rowland og fortsætter:

- Der er bestemte regler på det område, og sådan er det. Og det blev jo ikke et problem, for de var tilfredse med at gøre, som de blev bedt om, og stemningen var god derefter.

René Toft: Det måtte jo komme

Hvis det skulle gentage sig, og en række tilskuere igen forsøger på at plante firmalogoer under EM-kampene uden tilladelse, vil meddelelsen blive den samme.

- Vi ville gøre det samme igen og spørge venligt, om de vil være venlige at vende deres T-shirts om, så de ikke reklamerer foran kameraerne, siger Rowland.

På Ekstra Bladet forsøger vi netop nu at finde ud af, hvilket firma der reklamerede for sig selv under Danmark-Ungarn-kampen.