Mikkel i brutal nedtur

Trods 13 mål af den danske stjerne blev PSG's stjernehold sensationelt nedlagt af danskerklub i den franske Final4

Arkivfoto: AP/Thibault Camus
Arkivfoto: AP/Thibault Camus

Jo, der FINDES skam andre danskere i fransk håndbold end nok så omtalte Mikkel Hansen.

Morten Olsen og Alexander Lynggaard er på lønningslisten i St. Raphael, og de har væsentlig andel i, at deres berømte landsmand blev sendt på en ny brutal nedtur i forlængelse af EM-finalen for en uge siden.

De to danskere scorede henholdsvis 12 og syv mål, da opkomlingen - blot nummer seks i ligaen - sensationelt eliminerede stjernebesatte Paris Handball i Final4, pokalturneringen, med samlet 47-46 efter forlænget spilletid og straffekast-afgørelse.

På det personlige plan kunne Mikkel Hansen ikke klandres i kraft af hele 13 træffere. Men det hjalp lige så lidt, som da han mod Frankrig i Herning plaffede kugler i kassen - for alligevel i den sidste ende måtte rette nervøst på hårbåndet og indkassere kollektive tæv.

Se også: Mikkel: Jeg forstår det ikke

Mod den upåagtede danskerklub førte storfavoritterne endda 6-0 efter bare seks minutter! Men opvisningen blev til ukoncentreret legestue, og det udnyttede St. Raphael klogt.

Storartet anført af Wilbeks vragede EM-spiller Morten Olsen på angrebets centerposition tilspillede 'den anden danskerklub' sig forlænget spilletid via 34-34. Hvorefter der måtte straffekast til, da heller ikke de ekstra ti minutter (7-7) havde fremkaldt en afgørelse.

Straffekastene var underhundene bedst til. I øvrigt efter scoring af alle tre danskere.

Se også: Europas storklubber jagter brandvarm Landin

Derouten lægger automatisk ekstra pres på Paris-træner Philippe Gardent, der forvalter potentialet forbløffende dårligt.

På holdet er nøje udvalgte og kostbare spillere fra de fire bedste EM-nationer - Frankrig, Danmark, Spanien og Kroatien. Og selv om de er krydret med kapaciteter fra Island og Ungarn, ligner sammenspillet en by i en trøstesløs Paris-forstad. Stjernerne funkler - men udgør ingen slagkraftig enhed.

Det vil ikke være uventet, hvis netop dette uspiselige nederlag kommer til at koste træneren jobbet.

Men det kan Morten Olsen, Alexander Lynggaard m.fl. garanteret sagtens leve med ...

0 kommentarer
Vis kommentarer