Wilbeks vilde weekend

Kun Frankrigs europamestre delte ikke gaver ud til afgående landstræner Ulrik Wilbek - Danmark blev slået 28-26 i Golden League

Det var (mest) op og ned for Ulrik Wilbek i hans sidste weekend som landstræner. Renet sportsligt sluttede det dog med et nederlag til Frankrig i Golden League. (Foto: Claus Bonnerup)
Det var (mest) op og ned for Ulrik Wilbek i hans sidste weekend som landstræner. Renet sportsligt sluttede det dog med et nederlag til Frankrig i Golden League. (Foto: Claus Bonnerup)

AARHUS (Ekstra Bladet): På plakaten til Golden League stod: 'Farvel til en trænerlegende'. Og det kan konstateres, at Ulrik Wilbek i den grad stjal billedet, da han rundede sin store trænerkarriere af.

Lørdag eftermiddag: Reception med ca. 200 gæster.

Lørdag hen under aften: Hygge på café med et stort udvalg af 'de jernhårde ladies' fra 1990'ernes gyldne tider.

Se også: Farvel til håndboldlegenden over dem alle

Lørdag aften og noget af natten: Afskedsmiddag på hotellet med det hele ad libitum.

Før sin sidste og 394. landskamp blev Ulrik Wilbek hyldet. Fra øverste hylde.

Sådan fortsatte det søndag i NRGi Arena, Århus.

Før den afsluttende match mod Frankrig var taget ved at ryge af hytten, mens spillerne varmede op.

Se også: De Jernhårde Ladies gav Wilbek helt speciel gave

Da Wllbek entrede hallen, lød der et bifald så stort, at det næppe har givet større udslag på den lokale Richter-skala, siden Pytlick & Pigerne vandt EM-guld i 2002.

Og mindre iørefaldende blev det ikke, da den franske træner, Claude Onesta, kvitterede for kollegaens karriere ved at overrække ham en speciel bluse. Selvfølgelig i den franske, blå farve – men med nummer 1.

Forinden havde Ulrik Wilbek helt usædvanligt sunget med på nationalmelodien.

Læberne har altid været stramme. Angiveligt af frygt for at komme til at sjunge pivende falsk for åben tv-skærm.

Se også: Wilbek tager hverken guld eller fiaskoer med

Jo, der var lagt op til det helt store afdansningsbal for trænerlegenden i hallen, hvor der aftenen før havde været EM i Latin.

Sportsligt set var der blot det problem: At Frankrigs europamestre ikke uden videre gav ved svingdøren, da Wilbek tjekkede ud.

Danmark var foran 9-5. Men ved at forvandle stillingen til 11-9 i egen favør, understregede de gæstende spillere klassen og kontrollen.

De rød-hvides banemænd fra finalerne ved VM og EM i 2011 og 2014 kom simpelt hen nemmere til deres mål. Især demonstreret af veteranen Jerome Fernandez og finur-fløjen Luc Abalo.

Frankrig vandt 28-26 (15-13).

Se også: Wilbek: Vi er ramt på ressourcerne

Kl. 21. 50 var det slut for Ulrik Wilbek.

Nu er han 'kun' sportschef og overlader depechen til islandske Gudmundur Gudmundsson.

Han træner med holdet i juni og har sine første kampe i efteråret, hvor det gælder EM-kvalifikationen til 2016 i Polen.

0 kommentarer
Vis kommentarer