Mikkel Hansen: PSG skal løfte spillet mod Veszprém

Efter weekendens landskampe i Golden League skal Mikkel Hansen tilbage til PSG, hvor afgørende kampe venter

Mikkel Hansen (Foto: AP)
Mikkel Hansen (Foto: AP)

Mikkel Hansen håber, at Paris Handball kan få succes i Champions League, men det kræver en langt mere overbevisende præstation end i 1/8-finalen mod slovenske Gorenje Velenje.

PSG gik videre til kvartfinalen i Champions League med stort besvær, da pariserne havde tabt den første kamp 28-30.

- Vi spillede en meget dårlig kamp i den første udekamp mod Gorenje, hvor vi tabte med to mål. Men vi havde lidt følelsen af, at den skulle vi nok kunne klare.

- Det tog lidt længere tid, end hvad jeg egentlig havde regnet med. Det stod lige ved halvleg, men vi spillede en rigtig god anden halvleg, og det var nok, siger Mikkel Hansen.

Se også: Farvel til Paris? Mikkel rasler med sablen



Se også: Wilbek: Fandeme ikke godt nok

Den danske venstreback henviser til 34-25-sejren på hjemmebane over Gorenje Velenje, hvor det stod 17-17 ved pausen, men hvor slovenerne blev holdt nede på otte mål i anden halvleg.

Lodtrækningen magede det således, at PSG møder ungarske Veszprém i kvartfinalen. Franskmændene begynder med en hjemmekamp lørdag den 19. april.

- Lodtrækningen var fin. Veszprém er et godt hold, men når vi er kommet hertil, så er der kun gode hold tilbage. Det er det, som er så fantastisk ved at spille Champions League.

- Du spiller hele tiden mod nogle af verdens bedste hold. Det er en oplevelse værd hver eneste gang, og det er meget motiverende for alle, mener Mikkel Hansen.

Bagspilleren scorede søndag aften tre mål i Danmarks nederlag til Frankrig ved Golden League, og det var samtidig den sidste landskamp under den afgående landstræner Ulrik Wilbek.

Ny landstræner bliver islandske Gudmundur Gudmundsson, som overtager efter denne sæson.

- Det bliver spændende at se, hvad han kommer med af nye input. Jeg kender ham ikke supergodt, men har kun hørt positive ting om ham, så det glæder jeg mig meget til, lyder det fra Mikkel Hansen.

Se også: Mikkel i brutal nedtur



Se også: Hansen og Lindberg hylder Wilbek

0 kommentarer
Vis kommentarer