Mikkel og Co. skal til østfronten

Hansen og Danmark fik god lodtrækning i kvalifikationen til EM i herrehåndbold 2016 i Polen

Mikkel Hansen hamrer bolden over Nikola Karabatic i EM-finalen i Herning. Danmark var seedet i øverste lag sammen med bl.a. Frankrig og Spanien, som vi altså først render ind i ved EM i Polen i januar 2016. (Foto: Lars Poulsen)
Mikkel Hansen hamrer bolden over Nikola Karabatic i EM-finalen i Herning. Danmark var seedet i øverste lag sammen med bl.a. Frankrig og Spanien, som vi altså først render ind i ved EM i Polen i januar 2016. (Foto: Lars Poulsen)

Enten lider de af fuldstændig misforstået storhedsvanvid i det europæiske håndboldforbund EHF. Eller også tramper de folkevalgte hel- og halvpampere fra den håndboldspillende del af kontinentet rundt i total uvidenhed om, at de altså lige kom til at time lodtrækningen til næste EM-kvalifikation for mænd stort set oven i intet ringere end fodbold-kollegernes lodtrækning til semifinalerne i Champions League.

En noget ulige kamp skulle man mene. Og med 782 live-seere til EHF's streaming af løjerne fra Warszawa kan håndbold-pingerne vist heller ikke ligefrem prale af at have ramt en overvældende seer-basker af de større. Og så hjalp det vist ikke det store, at to yderst præsentable polske buesvingende virtuoser gav den ekstra elektrisk gas på violinerne i en gang Phantom of the opera undervejs i den noget langstrakte affære.

Se også: Wilbek: Begræns antallet af håndboldkampe

Den polske landsholdskeeper Slawomir Szmal trak Danmark op af glasbowlen som det næstsidste hold. Den kommende landstræner Gudmundur Gudmundssons tropper skal på vejen mod Polen i kval-gruppe to møde Hviderusland, Lithauen og Bosnien Hercegovina. En god sportslig lodtrækning, der dog inkluderer et par heftige udebaner - ikke mindst i Bosnien, hvor de håndboldtossede hjemmefødninge kender kunsten at fyre op under en håndboldarena, hvis det skal være.

Danmark undgik såvel Tyskland, Rusland, og de nordiske brødre fra Island, Sverige og Norge fra seedningslag to, hvor hviderusserne må siges at være en overkommelig opgave - i hvert fald på papiret.

Se også: Han bliver ny assistent-landstræner

De 28 deltagende hold er fordelt i syv grupper med fire mandskaber i hver. De to bedste i hver kvalifikations-gruppe sikrer billetterne til EM i Polen i 2016, mens den bedste treer også får adgang til slutrunden. Polen er som vært sikker deltager blandt de ialt 16 nationalmandskaber, der skal kæmpe om guldet fra den 17. til den 31. januar 2016.

0 kommentarer
Vis kommentarer