KIF-træner kræver semifinaleplads sikret mod BSV

Efter to nederlag i træk skal KIF Kolding København bruge en sejr for at sikre sin plads i DM-semifinalerne

BSV skal besejres, så er Kasper Hvidt og co. i semifinalen. (Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen)
BSV skal besejres, så er Kasper Hvidt og co. i semifinalen. (Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen)

KIF Kolding København var på forhånd storfavorit til at at tage en af semifinalepladserne i herrernes DM-slutspil i håndbold. Men to nederlag i træk har bragt tvivl om den ellers så sikre plads.

Først tabte DM-favoritten 16-23 til Aalborg og siden knebent 23-24 til Sønderjyske.

Nu skal holdet hente mindst en sejr i de sidste to slutspilskampe i gruppe 1 for at sikre sin semifinaleplads. Ifølge holdets træner skal den sikres i det første forsøg torsdag på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

- Vi skal have en sejr i hus mod BSV. Vi er på hjemmebane, og vi ved, at der venter os en hård kamp, siger Aron Kristjánsson til klubbens hjemmeside.

Han udtrykker respekt for flere af modstanderens profiler.

Har vundet alle fire opgør
- BSV har en stærk defensiv, og de har i Kristian Kjelling en individualist, der både som skytte og med indspil til Kári Kristján Kristjánsson på stregen kan gøre ondt på enhver modstander. Også spillere som Mads Christiansen og Mads Nielsen har gjort det bedre i BSV’s seneste kampe.

KIF kan finde optimisme i en god statistik mod BSV i denne sæson. Sæsonens fire hidtidige møder mellem dem er alle faldet ud til KIF's fordel.

Inden de to sidste spillerunder i gruppe 1 har KIF Kolding København seks point, Aalborg har fem, mens både Sønderjyske og BSV har fire. De spiller om to semifinalepladser.

Torsdagens kamp, der spilles i Brøndby, har kampstart klokken 16.

0 kommentarer
Vis kommentarer